|
Grækenland
|
|
I erkendelse af, jeg egentligt har set forbavsende lidt af Europa, skulle min næste tur ud i den store og vilde verden gå til et europæisk land. Grækenland byder på bjerge, barsk natur, kendte klassiske ruiner og så kunne det jo være sjovt, og møde nogle andre EU-medborgere, og se, hvordan de lever. Dag 1. Op 4.30, første tog til Hovedbanegården, bus til CPH, ankommer 2 minutter før sidste chance - ingen kø. Premiereflyet er næsten fyldt med charter turister. Med fare for at lyde arrogant; det er pøblen jeg flyver med. Uformelige kroppe, overdreven sminke og afblegning, tatoveringer, reklame T-shirts, groft sprog og umådeholdent indtagelse af alkohol. Jeg har følt mig mere homogen på et kinesisk landsby markede, eller i en lokal-restaurant i Ecuador. Efter 2½ times flyvning lander vi i Athens charterlufthavn. 230 C, overskyet og så er deres Visa-kort terminaler nede. Ingen penge til bus, men under indflyvningen lagde jeg mærke til at lufthavnen lå lige i kanten af byen. Traver i 10 minutter og finder en bank, som efter lidt snak frem og tilbage, udbetaler mig nogle drachmer. Ud af banken, og ind i den første bus, der kører til centrum. Det viser sig, at man køber billetter i en bladkiosk ved siden af stoppestedet, ikke i bussen. Gratis tur til den dumme turist. Da jeg desværre ikke kunne få min foretrukne guide bog i CPH, må jeg finde en boghandel her, som har Lonely Planet. Det lykkes, efter at have set lidt af Athens forretningskvarterer, og jeg føler mig væsentligt bedre rustet til en gennemgribende udforskning af Grækenlands mere og mindre udforskede egne. Smoggen er styk, så jeg tager bus 024 ud til busterminal B og køber billet til Delfi. Det går gennem hvide bjerge, over rød jord, og gennem grønne olivenplantager. Det viser sig, at jeg er ombord på den forkerte bus, da jeg endelig får kontrolleret min billet. Står af i en lille flække, og venter 45 minutter på den lokale bar. Her sidder mændene og spiller kort og drikker tyrkisk kaffe (som de kalder græsk). Det mørkner, og regnen vælder ned. Har ikke den bedste fornemmelse. Kører tilbage til Lamia, som er den nærmeste store by. Ankommer ved 8-tiden, booker ind på hotel Neon, og går ud for at se lidt af byen. Det er holdt op med at regne, og jeg befinder mig i et "Art Deco" område, bare uden turister. Det virker egentligt ikke så fremmet, som jeg havde regnet med. Dag 2. Der går først en bus mod Delfi klokken 10.40, så det må blive næste gang jeg kommer forbi, at jeg ser Delfi. Tager i stedet vider op gennem landet til Larisa, en anden halvstor by. Nyder turen gennem det solskins oplyste landskab. Temperaturen sniger sig op mod 280 C, og - som det viser sig at blive en vane, sidder jeg og sover ½ time efter 5 minutters kørsel. Larisa kan byde på nogle særdeles ruinerede ruiner og en smal flod med 10 broer over. Nogle af broerne er smukke sten eller støbejerns konstruktioner. Bliver nogle gange tiltalt på græsk; de tror, jeg er lokal. Sort tøj, sejlersko, rimelig solbrændt og så måske også næsen. Græsk er svært - meget svært. En klumme i en engelsksproget avis hedder: Hvordan man lærer græsk - på 25 år! Handlende, blomster markede, cafeer men ikke noget egentligt seværdigt, så jeg fortsætter. Når lige at springe på bussen til Trikala. Vi kører over flade frugtbare sletter og bløde halvgolde bakker. I Trikala løber jeg over til en anden bus. Hopper af i Kalambaka. Her er der et ruinområde, som jeg udforsker i en times tid. Så går jeg en tur ud på landet, langs en lille vej. Det er et frugtbart område, grøftekanten står i fuld flor. Jeg hører noget pusle, og finder til min store glæde et par græske landskildpadder. Når frem til Meteora, som er en rigtig gammel by. Smukke huse omgiver af et hav af blomster. Foran kirken står der et skilt med: Dette er ikke den gamle kirke, gå 500 m ->. Nå ja, tiden skal jo gå med noget, selvom kirker ikke fascinerer mig så meget mere. Efter at have fundet en ruin med en fantastisk udsigt, finder jeg også den lille gamle kirke. Den er i sin nuværende udformning bygget i det 7. århundrede. Støver lidt rundt om den, og beslutter mig efter en del tøven, for at betale for at komme inden for. Woow! Alle væge er dækket med fresker fra det 14. århundrede. De er utroligt mørke af 600 års olielamper og vokslys, men det gør dem bare mere fascinerende. Midt i kirken står der en totalt dominerende prædikestol i (engang) hvid marmor. Langs nogle af væggene er der ældgamle stole. I et hjørne er der et hul i gulvet. Et lille stykke nede ses et mosaik-gulv fra det 2. århundrede før Kristi. Man må ikke fotografere, men de har heller ikke postkort, så jeg skyder lige et par fotos, men uden blitz. Ud over mig, er der kun den lille sortklædte morlille, som plukkede mig i indgangen. Går ud i det skarpe sollys, og går op mod de karakteristiske klipper, som Meteora er kendt for. Nogle af dem er hullede som en schweizer ost, og har givet navn til Meteora. Der er bygget adskillige klostre på siderne eller toppene af disse søjleformede klipper. Tæt på ligner de gammel beton, lavet af ral, sand og med for lidt cement. Går op af en lang og stejl sti til et af klostrene, kaster et blik ind, og går så mod det næste. Ifølge Bogen (Lonely Planet guiden), skulle der være en lille ubenyttet sti mellem klostrene. Jeg finder den. Det er den oprindelige brolagte gangsti. Gennem kratlignende skov, massere af blomster og klipper. Jeg hører noget pusle og forlader stien. Efter halsbrækkende klatren støder jeg endelig på en skildpadde. Mener jeg kan fange stien længer oppe, men nej, den må være drejet af, og gå den anden vej om bjergtoppen. Endnu en gang farer jeg vild, og endnu engang er det i tornede vækster. Brombær, dværg kristtjørn og tidsler. Finder nogle murbrokker, og tror fejlagtigt jeg nærmer mig civilisationen. Både og - de er dumpet fra en lodret 150 høj klippe, som tårner sig op foran mig. Jeg moser vider gennem de krogede ege og kommer til nogle huler, hvor jeg kan høre stemmer. Det viser sig at være to englændere som er faret vild, fra den anden side. Vi taler lidt om, hvem der har været gennem det mest ufremkommelige, og går hver sin vej. De er gået gennem nogle huler og efter meget klatren i dem finder jeg endelig ud til en sti. Dropper det andet kloster, og går langs et vandløb tilbage mod Meteora by. Her er nogle kæmpe blomster. En broget stamme på ½ meter, med nogle store flænsede blade ender i en op til 40-50 centimeter lang sort lilje-lignende blomst. Gentagende undersøgelser viser, at løget sidder meget dybt i den stenfyldte betonagtige kalkjord. Ser flere skildpadder, et par ravne og en flok geder med store bjælder om halsen. Tilbage på vejen ser jeg en eskulap-snog smutte ind under en sten, kun en meter fra mig. Når tilbage i Kalambaka ved 6-tiden. Her erfarer jeg, at næste bus kører- i morgen! Ud til hovedvejen og tomme. En gammel græsk hippy samler mig op. Vi snakker, og jeg fortæller han blandt andet, at jeg har set skildpadder. Han bliver helt vild: Hvor, det vil han også gerne se. Tror først han tager pis på mig, men andre reagerer faktisk på samme måde. Han skal dreje fra, og jeg går af den smukke bjergvej i meget lang tid, før et fransk ægtepar i en camper samler mig op. Vi passerer forbi grønne bjerge, nogle helt beklædt med løvtræer og fyr. Vi snirkler os op gennem de skarpe sving, op over et 1690 meter højt pas, og ender i Metsovo. Jeg ville gerne have været videre, men mørket falder på, og jeg tror ikke ret meget på blafning i Grækenland. Vi er havnet i en rigtig turistfælde, bare uden særligt mange turister. De lokale promenerer på torvet, og sidder på caféerne og snakker. Det er små koldt heroppe, så jeg køber en sweat-shirt. Jeg finder hotel Acropolis, som i erkendelse af mangel på gæster giver mig 50% rabat. Turist sæsonen starter først om 2-4 uger. Jeg fatter det ikke; nu er alt smukt grønt, og alle blomsterne viser sig fra den smukkeste side. Solen skinner, og det er mellem 280C og 300C. Om 3 uger er det dræbende hedt, og alt vegetation afsvedent. Dag 3. Byen viser sig at være en ualmindeligt hyggeligt vel-(over) restaureret lille bjerglandsby. Forretningerne har pæne gammeldags facader, selvom de handler med souvenirer. Der er også antikvitets-, uld-, træskærer-, fødevarer- og tøjforetninger. Naturligvis er restauranter og caféer dominerende. På torvet står en video/EDB-infostand, bygget ind i en kæmpe træ tønde. De lokale er på vej i kirke, iført lokaldragter. Gennemgående sorte, men med stærkt kulørte tørklæder, skjorter eller veste. Når de går op af byens brolagte gader, illuderer de fortræffeligt forgangne tiders idyl. Hele vejen om byen ses mere eller mindre golde bjergtinder, meget lig Alperne. Jeg kan ikke beslutte mig for, om jeg syntes byen er hyggelig eller kunstig. Jeg tager morgenens første bus til Ioannia. Vi kører gennem de fantastiske basalt- og kalkbjerge af de for Grækenland så karakteristike gode veje. Den eneste jeg møder med dårlig asfalt er under udretning og renovation. Betragter de mange forskellige blomstrende vækster på bjergsiderne og grøftekanterne. Mange ligner alpeblomster. Ser faktisk også to skildpadder, som trasker rundt i vejsiden. Helt sjældne kan de da ikke være. Ankommer til Ioannia, hvor jeg straks går hen til det arkæologiske museum, som skulle være noget ganske særligt. Studerende kommer gratis ind, så for sjovt viser jeg mit kørekort, så har jeg da brugt det til noget. Lidt overraskende godtager de det, og jeg er inde på et relativt lille museum med diverse marmor, jern, sølv, guld, glas og ler arbejder. Nogle meget flotte, de fleste som alle andre museers rekvelikier. Sten og ben fra 40.000 år f.K, ler fra 2.000 f.K bronze 1.200 f.K, jern 700 f.K, guld 400 f.K og malede vaser 500 e.K Ud at gå tur i byen. En kæmpe bymur skærer sig igennem byen, og en sø danner en naturlig grænse til den anden side. Forretningerne er som alle andre byers, så jeg søger ned til busstationen. Der går desværre ingen bus til Monodendri, så jeg kan ikke komme ud og trave en tur på 7½ time i Vikos kløften før i morgen. Da jeg føler; ting tager længere tid end beregnet hjemme fra, sløjfer jeg dette punkt fra planen, og fortsætter direkte til Konitsa. På den lange bustur snakker jeg med pigen der satte sig på sædet ved siden af mig. Hun studerer turisme, og kan fortælle mig meget om Grækenland, også ting som hun ikke har lært turister spørger om. Vi passerer tobaksmarker, og som så mange andre steder i Grækenland er bjergskråningerne dækket med blomstrende gyvler. De mest almindelige fugle er krager og skader. Jeg hopper af ved bygrænsen, og går ud af byen af en lille grusvej. Ifølge Bogen skulle der være noget at se herude. Mon ikke! En kæmpe stenbro rejser over floden i bunden af Vikos Aoös kløften. En lille sti fører langs floden ud til et delvist beboet kloster, langt inde i kløften. Jeg traver der ud af, men forsinkes gang på gang af den ene betagende udsigt efter den anden. Efter 2 timer er jeg ikke nået i nærheden af klostret, men mange storslåede indtryk rigere. Man kan ind imellem se fiskene nede i floden, en skrubtudse krydser min vej, småfugle kvidrer i krattet, en rovfugl krydser den smalle strimmel himmel over mit hoved. En stålorm smutter ind blandt nogle nedfaldne sten, men farverige sommerfugle frygtløs blafrer rundt i eftermiddags solens varme stråler. Jeg vender tilbage til den lille by, hvor der desværre ikke afgår flere busser fra i dag. Booker ind på Dentro Gesthouse. Vasker tøj, og sætter mig ud på terrassen for at sy lidt på min seneste opfindelse; kombineret fototaske/pung/ur/kompas. Der er en fantastisk udsigt over dalen til den ene side, og man kan skimte sneen på toppen af bjergene til den anden. Albanien ses 8 kilometer væk. Krofatter dukker op efter sin eftermiddagslur. Han sætter sig over ved mit bord, og vi sludder en times tid. Pludselig siger han; kan du bruge en fax? Ja, mon dog ikke? Han har en dansk ven, som han skulle have besøgt, men nåede det ikke. Vi koger et brev sammen i hans store køkken, og faxer til Michael på Frederiksberg, på dansk selvfølgeligt. Vi spiser lidt kage, og så kalder pligterne. Jeg trasker op i byen for at finde det naturhistoriske museum, som den lokale jagtforening skulle have. Det er temmelig lukket og tomt, kun en påfugl kan ses gennem ruderne. Resten af byen består hovedsageligt af beboelse. Stejle og smalle brolagte gader fører op af bjerget. Bag de høje stenmure åbenbarer den ene blomsterfyldte have sig efter den anden. Andre bruger deres have til nattely for deres gedeflok, det giver en anden lugt. Husene er også bygget af natursten, og har skifertage. I den øverste del af byen støder jeg på ruinerne af to rigmandsvillaer. De er under udgravning og restaurering. Der er en helt speciel stemning, da jeg er på stedet i skumringen. Udsigten over dalen er fantastisk, drosler, nattergale og andre fugle synger det bedste de har lært, en flok geder kommer forbi med deres bjælder og flagermusene afløser svalerne. Tilbage på kroen er det blevet tid til aftensmad. Bogen, og de to amerikanere jeg snakker med anbefaler stedets specialitet: Grillet feta og tomat med chili. Det bliver fuldt af grillet gris. Underskønt. Sidder resten af aftenen og taler med de to amerikanere. Den ene restaurerer ikoner, den anden underviser i malerier på universitetet. De er kun hjemme i US for at spare sammen til næste rejse. Dag 4. Jeg kommer tidligt op, og går op til den gamle del af byen, hvor jeg ser solopgangen fra ruinerne. Der dukker et hav af småfugle frem; rødrygget svale, fluesnappere, havesangere og så en hel del, som jeg ikke kender. Det bliver tid til at hoppe på bussen. Vi kører gennem nøgne bjerge, kommer til bløde grønne bakker og ender i Neapoli. En røvsyg by, som jeg heldigvis kun behøves at tilbringe en time i. På min vej videre ser jeg en fåretransport. På liften af lastbilen står en opsadlet hest. En anden kreaturtransport kører med levende grise. Undtagen den der hænger bloddryppende fra den ene stolpe. De andre grise er oversprøjtet med dens blod. Jeg kan forestille mig, at stemningen ombord på den lastbil er lidt trykket! Det er væsentligt mere oplivende at betragte en stor grøn flagspætte, der følger bussen et stykke tid. Næste by jeg hopper af i, er Kastonia. Den ligger klemt inde mellem to store søer. Der er nogle heftige stigninger i byens gader, nogle pæne huse og gader, men jeg forstår ikke de har udråbt den til Grækenlands pæneste by. Efter 1½ time har jeg fået nok, og vil videre. Det er lige over middag, og der går ikke flere busser før i morgen! De går i øvrigt ikke derhen hvor jeg vil, men til en by langt væk, hvorfra der er bus til mit mål. Jeg havde ellers besluttet mig for at droppe blafningen, men føler mig presset. Der er omkring 50-60 kilometer til mit næste mål; Prespa søerne, og jeg har 9 timer til det bliver mørkt. Trasker målbevidst ud af hovedvejen, hvor jeg overhaler en skildpadde. Et godt stykke ude bliver jeg endeligt samlet op af en dame. Vi når hurtigt til et Y. Begge veje fører til Florina. Da mit kort ikke er detaljeret nok, følger jeg hendes råd. Dumt! Jeg kommer ud af omvejen for lastbiler; 20-25 kilometer ekstra! Hun skal ind til en lille by, og jeg bliver sat af. Jeg her kørt med hende i 5 minutter, og er blevet lokket til en omvej på 4 timer, da lastbilvejen er så lidt befærdet. Kun 2 lastbiler passerer mig. En MC samler mig op, men endnu engang bliver det kun til 5 minutter. Her er ødet, meget ødet. Jeg går i 3 timer uden at se et menneske eller en bil. Store bløde, temmelig frugtbare bakker, som overalt bliver brudt af opragende kalksten. Det vrimler med smaragd firben, og selv skildpadderne er så talrige, at de mister deres fascination. Pludselig lyder en meget dyb knurren. En flok hunde ligger i vejkanten. Jeg brøler så højt jeg kan, og fanden tager ved de fårestore bæster. De løber 20 meter væk, men standser så, og følger med et stykke. Jeg syntes pludselig, der er meget varmt. Kommer gennem nogle små byer, der ligner det 16. århundrede. Jeg ser ikke en sjæl, kun byens hunde viser sig. Spøgelsesagtigt, men fremmede skal man åbenbart passe på, heroppe i hjørnet mellem Albanien og Makedonien. Jeg kommer til et kryds og bliver hurtigt samlet op af to - høm, jægere? kører med dem hele 7 minutter, dagens længste lift! Traver igen 1½ time. Langs vejen løber en lille å. Her finder jeg først haletudser, så klokkefrøer. Det er en massiv fuglesang fra krattet og markerne. I starten er den varme sommer eftermiddag, med de summende fluer og syngende fugle rigtig rar, men det begynder at knibe efter 30 kilometer. Jeg kommer til et nyt kryds, klokken er 19.30 og skiltene oplyser mig om, at jeg har lige så langt, som da jeg startede ved middagstid. Solen går så småt ned. Landskabet er enge og småskove, gennemskåret af bække og floder. Rigtigt smukt. Kæmpe træbukke sidder på vejen, og i vejkantens talrige blomster sidder farverige småbiller. En fyr samler mig op. Han taler i mobiltelefon i de 6 minutter jeg kører med ham. Han drejer af til grænseovergangen til Albanien, og jeg trasker igen. Et par gutter samler mig op, men vi når den sidevej, jeg skal op af efter 4 minutter. Her er politikontrol. En onkel/gentlemand-agtig betjent ønsker mig en god travetur. Gå mens mørket falder på. Der er måske 15-20 kilometer til det nærmeste hotel. De få biler der passerer mig sætter farten op, når de nærmer sig. Fra krattet høres gø, klokkefrøer, fårekyllinger, drosler, nattergale og punslen af større dyr. Dette er det område i Grækenland, der er størst mulighed for at møde en brun bjørn eller ulve. En tanke som kan virke spændende om dagen, men som får et andet skær af spænding over sig i en begsort nat. Jeg har svært ved at se vejen, og ender nogle gange i rabatten, indtil månen står op. Traver nogle timer, og når endelig den sorte Agios Germanios. Traver op gennem byen uden at finde et eneste hotel. Det eneste sted der er lys og mennesker er på politistationen. Går der ind, og spørger, om de kan anbefale et godt hotel. To taber underkæben, to andre tager et fastere greb om deres automatpistoler. Der er stille et stykke tid, og så slapper de af. Ringer rundt, og får til sidst vækket en hotelejer, der henter mig på politistationen. I seng uden aftensmad!, og så lige over midnat. Dag 5. Står op til traditionel engelsk morgenmad, som suppleres med rigelige mængder brød. Ud og undersøge omgivelserne. Dette er en bønneavlerby. På langt de fleste marker er der sat pinde op, så de små bønner har noget at klatre op ad. Det er en gammel og uspoleret by. Jeg udforsker den lille bys smalle bag gyder, hvor brune bygninger er under mere eller mindre forfald. Hist og her står der husdyr, og det ene idylliske motiv afløser det andet. Jeg kunne skyde 10 film her, og ville så stadig ikke have opfanget stedets atmosfære. Jeg begynder at gå ud mod Prespa søerne, og i udkanten af byen støder jeg på et lille WWF-sponsoreret museum. Her er geologi, historie, flora og fauna. Ildsalamandre, 2 slags sumpskildpadder, landskildpadder, en unik barbe-art, pelikaner som de er meget stolte af, odder og landets største koncentration af bjørne og ulve. Traver ud af den lange vej mod søerne. Der er tidsler over alt, og de er fyldt med farvestrålende stillids (fugle). I luften over mig svirer et utal af svaler. Alle steder jeg kommer i Grækenland er der svaler, forskellige arter, men talrige. Langs vejen står uberørte grøftekanter i fuld flor. På et par meter kan jeg tælle 20 forskellige arter blomstrende vækster. Jeg får et kort lift med en traktor, ud af den lange og snorlige vej, og bliver sat af i begyndelsen af sumpen. Her er en massiv lydmur af sivsangere og latterfrøer. Pludselig får jeg øje på en skrue store fugle. Det viser sig at være pelikaner ude over den ene sø. Omkring 25 af disse kæmpe fugle flyver lige hen over mit hoved. Skaver, ænder, grå- og kohejre, storke og andre fugle krydser over mit hoved, på deres vej fra den ene sø til den anden. Lange vejkanten ligger talrige firben og soler sig. Jeg ser enkelte snoge, og nogle frøer forsvinder lynhurtigt. Den lange lige vej syntes uendeligt (ca 15 km total), så jeg tommer med en pick-up, og kommer ud til et militært checkpoint, på den anden side af "broen" mellem søerne. Her skulle der efter signe være den smukkeste natur. Et stykke ude på en bønnemark, lige hvor den møder sumpen, står 2 storke. I vejkanten kommer dagens første skildpadde sindigt vandrende i dens søgen efter velsmagende blomster. Jeg sidder et stykke tid på en stor skråning, der vender ned til den store sø. På en lille ø er der et par huse og en lille kirke. I horisonten ses Makedonien og Albanien. Utallige fugle fylder luftrummet over søerne. Det vrimler med forskellige sommerfuglelarver, farverige biller, store og små træbukke, store sorte biller, firben og hvad ved jeg i græsset omkring mig. Lydbilledet domineres af sværmende fluer, sivsangere og latterfrøer. Jeg går op på en stor klippe-bakke, som ikke alene giver en fantastisk udsigt, men som også byder på et utal af interessante sukkulent-agtige blomstrende småvækster. Modvilligt påbegynder jeg tilbageturen. Ved militærposten skaber det lidt uro, da jeg fotograferer. Forklarer; det er bare et foto af en frø. De vil have filmen, og der er meget galt. Forklarer, jeg studerer frøer ved Roskilde Universitet, og de enormt store latterfrøer, som lever omkring deres post er interessante. Stemningen er temmelig trykket, indtil jeg går ned til vandkanten, og "samler" en stor frø op. Det giver respekt; det at fange en frø med de bare næver er en manddomsprøve for de tjenestegørende, og jeg gjorde det bare! Bliver budt på kaffe, men jeg har en bus jeg skal nå. Det tager 1½ time at gå de 9 km indtil tanken, hvor bussen efter signe skulle komme forbi. Guffer en ualmindelig velsmagende flæskesteges-hotdog i mig. Toilettet er det første pedal-lokum jeg støder på. Nyt, rent, men uden dørhåndtag indvendigt. Kravler ud af et 30x30 centimeter vindue i 2 meters højde. Venter planmæssigt 1 time på bussen, og så en til, da den er forsinket. Er i en overgang temmelig nervøs for, at jeg har misset dagens sidste bus. Endelig kommer den, og jeg synker ned i et sæde. En hærfugl flyver forskræmt op fra en busk vi passerer. Der, hvor der i går stod en flink gentleman/onkel, står en flok stazier. De hiver 4 mænd ud af bussen, og vi andre kan køre videre. Hvad der sker med de 4 ved jeg ikke, men jeg er sikker på, mit udtalte overklasse engelsk lige har reddet mig fra en oplevelse. Der er en noget trykket stemning blandt os 3, der fik lov at fortsætte. Den er nok mere trykket, hos dem der ikke fik lov! Bussen snor sig gennem store skovklædte bjerge. Det er hovedsageligt bøg, men også andre træer, jeg ikke kender. Vi kommer til skisportsbyen Florina, hvor jeg ikke mener, der er noget for mig at se. Næste bus kører 3 minutter senere, og jeg er med. Jeg når lige at rive 2 småkager og en flaske vand til mig. Vand koster 2.20 kr for en halv liter. Nu kører vi på enorme græsklædte bakker, som ser særdeles idylliske ud, indtil et gigantisk atomkraftværk lader sine kolossalt store køletårne dukke truende op bag en fold i landskabet. Disse store menneskeskabte monstre kan ses 75 kilometer væk, og min gåsehud vokser i takt med dem. Vi haster videre over en anden bakkekam, og mens atomkraftværket forsvinder, dukker en dal med oliven, ferskner, kirsebær, tomater og til min store overraskelse; ris om på de frodige marker. Idyllen får en ekstra tak, da en blåpirol og en lille grå ugle krydser mit synsfelt. Så går det ned af bakke igen, i mere end én forstand. Tessalonikis store industrikvarter starter. Her er EUs miljøplaner en vits. Vandløb er blå, hvide, røde, grønne, sorte eller grå, og det har intet med naturlige farver at gøre. Med sine 750.000 indbyggere er det Grækenlands næststørste by. Ikke særlig idyllisk, nærmest som København. Går af hovedgaden, til jeg kommer til hotel Atlantis. Får et værelse i tårnet på 3. sal (så har jeg tid til at komme ud, når vi synker!). Går en tur i kvarteret for at finde en restaurant. McDonald, pizzaer og anden udenlandsk, men en gedigen græsk restaurant skal jeg ind i en skummel sidegade for at finde. Jeg er begyndt at få godt ondt i hårrødderne, og mine arme og også godt stegt. Egentligt mærkeligt, da jeg kun har gået 25 kilometer ude i solen i dag, mod 55 i går. Spørger i restauranten, hvordan jeg kommer til Petralone hulerne: Jeg tager en bus ud til en busstation, der er uden for mit bykort. Her tager jeg en bus ud til Haldiki busstationen, og her finder jeg en bus til Petralones naboby! På den anden side; Bogen omtaler et Doucas rejsebureau, som arrangerer ture dertil. Det må være lettere, de er endda med på mit kort. Hjemme på værelset vasker jeg tøj, og kryber i min store seng i tårnværelset. Dag 6. Finder Doucas, men surprice, surprice; da det er uden for sæsonen, har de ikke ture til hulerne. Den søde pige hjælper mig med at planlægge turen med lokale busser. Bus 10 til Haldiki stationen, vente 1 minut og så med en bus, som kommer endnu tættere på, end Moudaina (15 kilometer!), som Bogen og pigen anbefalede. Svedne kornmarker, grønne vin- og kiwimarker. Det flade landskab levner ikke megen plads til uberørt natur. Står af lige uden for Eleohoria, og begynder at traske de 5 kilometer op til Petralone by. Smukt område med blomstrende vejkanter, skråninger med blottede kalksten, skræppende ravne, kæmpeblomster som stadig har løget dybt nede. Der er et mylder af forskellige fluer og biller i vejkantens blomsterflor. Med jævne mellemrum bliver jeg passeret af store busser. Tror det er turistbusser, men det viser sig desværre at være skoleudflugter. Den sidste kilometer før byen får jeg et lift med en lokal. Som så mange andre ældre, foretrækker han tysk. Det vil sige sproget, for vi er altså bedre venner, når jeg kun kan lidt tysk, og derfor ikke er tysker. Får en kop kaffe, og en småkage han har været inde i storbyen for at hente sammen med en stor rulle trådhegn. Styrket på sjæl og legeme går jeg de sidste 2 kilometer ud til hulerne. Fra at være en lille uanselig landevej, udviser vejen sig til et boulevardagtig anlæg med blomstrende træer på siden og burgonvilliaer i midterrabatten. Restaurant, museum, siddepladser, souvinier-stande og en fandens masse skrigende skolebørn. Får købt billet og går ind i den tunnelagtige indgang. Her er der montre med nogle af fundene i hulen. Det vigtigste er hjerneskallen fra Homo Neanderthal (700.000 år), det første menneske i Europa Bort set fra børnene er hulerne fantastiske. Stalaktitter og monolitter dækker loft og gulv over alt. Mange består af store glimrende krystaller. Der er ind imellem smalle sprækker, som går op til 60 meter ned i afgrunden. Andre steder er underjordiske kilder med til at skabe de mest fantastiske formationer. Nogle ligner tallerkner i vild uorden. Følger gangbroer, som fører dybt ind i bjerget. Har fået guidningen på græsk, men møder et engelsk selskab på vej ud. Lytter lidt, men der er vist ikke meget at lære. Satser i stedet for på eftermiddagens eneste bus tilbage til civilisationen. Dropper i den forbindelse også museet, og begynder at trave tilbage til byen. Når tilbage lige i tide, men bussen har fået ny køreplan. Vent 1 time, eller gå de 5 kilometer tilbage til Eleohoria. Vælger det sidste, da det er smuk natur, og chancen for en bus er større nede ved hovedvejen. Ser adskillige 30 centimeter store knaldgrønne smaragd firben. Når byen, finder stoppestedet, og får at vide, der er 15 minutter til næste bus. Plus de 30, den er forsinket. Sidder og betragter byens mange småfugle, da en havesanger får et brat og fatalt møde med en bil. Svalerne flyver helt ned over den døde havesanger, og "parkerer". Det har jeg aldrig hverken hørt eller set før, det virker temmelig rørende. Bussen kommer, kører til Tessaloniki, bybus 10 til den anden udenbys busterminal. Ankommer 6 minutter får bussen til Katerina afgår. Rismarker, solsikker og ikke mindst; storke. På mange lygtepæle, kirketårne og andre høje steder er der reder med halvvoksne unger. På en bakketop ser jeg omkring 30 storke stå samlet. Et ander sted er der en skrue med op mod 100. I horisonten begynder bjergene at dukke op af disen. Vi ankommer til Katerina, og jeg tager en taxi til Dion-terminalen, omkring 400 meter, og kun derfor når jeg bussen videre. Jeg giver 8 kroner for taxien, men får ikke købt billet til bussen, og kører gratis med. Olympus, de gamle guders hjem, dukker ind i mellem frem af skyerne. I Dion går jeg straks ned til museums parken. Her er der gang i store udgravninger. Det har været en stor by engang. Offentlige bade, kasserne, kontorer, beboelse, torv, fødevarer lagre. Enkelte kopier af de originale statuer. Mange detaljer som ornamentik i marmor, mosaik gulve og diverse stenarbejder ses over alt. I en lille sø på området sidder en flok store latterfrøer og holder koncert. Et andet sted gnasker dagens skildpadde sig eftertænksomt gennem en pukket blomster. Jeg haster gennem turist fælden op til museet. En flot samling af ler, jern, bronze, sølv, marmor, guld og mosaikker. Har set nok, og går op til busstoppestedet, hvor jeg venter 5 minutter. I Katerina er bussen 3 minutter forsinket, hvilket er den eneste grund til jeg når den. Sidder og ser på fugle. Dværgfalk, musvåger (eller også er det hvepsevåger), storke, blåpirol og et hav af svaler og andre småfugle. Vel tilbage i Tessaloniki vasker jeg tøj, og går så ned på min græske restaurant. Her imponerer jeg servitricen med min vellykkede tur til Petralone hulerne med de offentlige busser. Min troværdighed lider bare et voldsomt knæk, da jeg så fortæller jeg har været i Dion i eftermiddag. Det lykkes mig at foræde mig igen, dog ikke så voldsomt som i går aftes. Dag 7. Dagen sat af til at udforske Tessaloniki. Starter på den arkæologiske museum. Ler, marmor, bronze, sølv, jern, guld - hvad kan jeg sige? Rotunda kirken, bygget i det 3. århundrede f.K. som mausoleum for en eller anden. Den er bygget i mursten, og er ved at blive totalt renoveret. Jeg traver vider i byen. Den gamle bymur dukker op, og jeg havner tilfældigt i en markedsgade. Hovedsageligt tøj, huskeråd og frugt. Så kommer jeg til Kasta, det gamle tyrkiske kvarter, hvor gaderne er stejle og smalle. Har set nok, og leder efter Langada, hvor bussen til Kavale afgår fra. Venter 8 minutter, og kører så ud over den store slette. Mange søer og endnu flere storke på de delvist oversvømmede kornmarker. Ser en æselkærre, men det er også den første. Starter med at se Kavalas fiskerihavn, og går så op til Imaret, som er et ældgammelt palads, som er blevet delvis renoveret om til café og restaurant. Så ser jeg Mehmet Alis hus, og følger de yderst snævre og stejle gader tilbage til den enorme aquadukt, som dominerer bybilledet. Et andet sted er den gamle bymur bevaret på et meget stort stykke. Den er omkring 12 meter høj, og meget tyk. Bevaret lyder så flot; jeg tror snare, de har været for dovne til at rive den ned. Traver op på toppen af bjerget ude på tangen, og ser den gamle byzantinske borg, som helt dominerer toppen. Ingen entre, ingen turister, men en ualmindelig velbevaret borg. Hele sale er stadigt dækket af enorme buede stentage. Der er en enkelt mand der oppe. Han sælger kaffe, og opdrætter pitt-bulls. De går i de gamle rum, der ligger omkring den totalt overbegroede gårdsplads. Ser en enkelt hærfugl, og en masse stillidser, som mæsker sig i gårdens tidsler. Jeg traver ned, og finder bussen til Xanthi. Her må jeg vente ½ time, men så er der tid til kaffe og en sandwich. Bussen kommer, og vi kører gennem Drama og Dialekt. Det regner lidt i Xanthi, men hvad betyder det, når de to busterminaler ligger i hver sin ende af et kæmpe overdækket marked. Bussen går først om 10 minutter, så jeg når lige en omgang i hallen. Dette er landbrugsland. Majs, kartofler, roer og tobak dominerer. Så kommer vi til et sumpområde, hvor hejre, storke og terner fylder luftrummet. Komotini er ikke en by den almene græker er stolt af; der er 50% tyrkere! Centrum domineres af et enormt gågadesystem, noget alá København, bare 5 gange større. Det meste af brolægningen er ved at blive renoveret - på én gang! Forretningerne minder i udsende og i vareudbud meget om Københavns. Der er et utal af spisesteder, men jeg har svært ved at finde et, der har typisk græsk mad. Kunne også have brugt bulgarsk, her 15 kilometer fra grænsen. Finder en stor antik-shop. Utroligt mange små og store ting er proppet hæmningsløst sammen. Alt er pæne og fine ting, og pludselig er den der: Dagens skildpadde er i sølv, og lige den souvenir jeg skal bruge. Jeg vender tilbage til mit fine hotel. Faktisk er den eneste klage jeg kan fremføre over græske hoteller: Der er ingen rigtige billige og ringe. Alle steder er der pænt rent, håndklæder, sæbe, varmt vand, toiletpapir og -brædder. Prisen er 70-200 kroner, hvilket er meget rimeligt, men jeg kunne sagtens have nøjes med mindre. Dag 8. Starter dagen med at det arkæologiske museum, hvis største attraktion er Mesembria gravene. Disse grave var helt uberørte, da arkæologerne fandt dem, så det er meget rige fund. Det hele stammer fra 5-400 f.K. Ler, jern, bronze, marmor, sølv, glas, guld - nu har jeg altså set nok! Går direkte derfra til den nærmeste café, hvor jeg bestiller kaffe, det får jeg nemlig ikke nok af. Når jeg siger: Nezkaf likos i sakara får jeg nærmest cappertino. En kop koster normalt 7-9 kroner, og så er der et glad koldt vand med. En gang må jeg give 25 kroner, men så er der hverken vand eller småkager! Jeg springer på bussen mod Alexandropolis. Turen går gennem et næsten dansk landskab, her er bare flere storke og tyrkere. Jeg tilbringer en time i Alexandropolis. Meget moderne by, massere af forretninger men nogenlunde de samme varer som i Danmark, bare omkring 25% billigere. Når også et slag ned forbi havnen, som domineres af katamaran færger. På en ny bus, destination: Didymotino. Ser temmelig meget militær, men vi er også kun 3 kilometer fra Tyrkiet, og situationen er temmelig spændt på Cypern. Didymotinos største attraktion er Europas ældste moske. Kæmpe stor firkantet bygning med pyramidetag og en enkelt tynd minaret. Den blev bygget i 1365, men der er ikke en revne i de ellers ikke vedligeholdte væge. De omgivende bygninger, som er under 100 år er ved at falde fra hinanden. Efter at have ringet hjem til Danmark, føler jeg mig pludselig ualmindeligt langt hjemme fra. Plejer ellers aldrig at have den følelse. Hjemve? Næ bare langt væk hjemmefra. Traver op på en bakketop i udkanten af byen. Her ligger et byzantinsk slot (tror jeg). Det er helt mennesketomt, men byder på en fantastisk udsigt over byen, Bulgarien og Tyrkiet. De frønnede trin giver efter under mine 58 kilo, så der har vist ikke været nogen her i lang tid. Borgen er udgravet. Jeg filosoferer over, der er to former for caterpellar (eng.: larve) udgravninger. Dem, hvor man maver sig langsomt gennem jorden, og så dem hvor man bruger en amerikansk bulldozer af samme fabrikat. Her er vist brugt den amerikanske model. Jeg finder et hav af bemalede potteskår, og ender endda med at finde en gammel bronzemønt. Andre dele af området er helt tilgroet af ukrudt. Blomsterne udsender en nærmest bedøvende duft i fællesskab med pinjerne og urterne. Går ned til byen igen, og mens jeg venter på bussen, går jeg ud af byen den anden vej. En enkelt hestevogn og nogle æsler på en mark. Storke over alt, de må nærmest være en plage. Bussen kommer, og jeg tager tilbage til Alexandropolis, hvor jeg finder det hidtil billigste hotel. Planen er, at flyve tilbage til Athen. Flyvetiden er 1 time, med bus tager det 16 timer. Prisforskellen er 100 kroner, og jeg har set området. Flyselskabet har lukket. Jeg får en lokal til at oversætte deres åbningstider. De åbner i morgen, efter morgenflyet er lettet. Det næste går 2105. Krise! Støder på et rejsebureau, der får lov at sælge mig en billet til morgenflyet 740. Pu-ha, jeg var bange for jeg skulle spilde en dag i dette hjørne af Grækenland. De foretrækker kontanter, så de får nærmest alt jeg har. Pyt, jeg kan jo bare hæve i en af byens utallige automater. I teorien - i praksis er det ikke muligt, da systemet er nede. Grim fornemmelse, at stå her uden en krone på lommen til aftensmad. Der går et stykke tid, hvor jeg bander over alle grækere, og så er systemet pludselig oppe igen. Hæver rigeligt, og finder så en lille snask i en baggyde i udkanten af byen. Jeg er jo ikke her for at æde McD! Som så mange andre steder spørger værten, om jeg er engelsk. Da jeg siger dansk, siger han: Da pravter du kaske lidan svenska? Bort set fra det, får jeg græsk mad: Tzatziki (drænet yoghurt, agurker og hvidløg), græsk salat (tomat, agurk, milde løg og fetaost med oliven olie). Slutter dette vegetarmåltid af med græsk kaffe, som egentlig bare er tyrkisk. Kogte bønner, med en smugle vand. Sidder og regner: Med det billige hotel jeg bor på, og vegetarmad samt en behersket brug af busser, tjener jeg pengene hurtigere, end jeg bruger dem. Sætter vækkeuret, hvilket som sædvanligt resulterer i, at jeg sover ualmindeligt dårligt. Dag 9. Taxi til lufthavnen, flyver til Athen, hvor jeg skal vente i 2 timer på toget til Pennelope-halvøen. Tiden går med at prøve bukser i buksekvarteret. Tog til tiden. Min sidemand er en albansk betjent, der sidder med sin palør og bruger mig som prøveklud. Nej jeg er ikke gift, ja det er varmt i dag, nå er du i godt humør. Det bliver jeg, tænker nemlig på Monty Phythons sketch over samme emne. Athens industrikvarter strækker sig langt ud langs banen, men til sidst kommer der marker i mellem de stærkt forurenende fabrikker. Vi passerer flere store raffinaderier og anden sværindustri så som skibsværft. Endelig kommer vi til plantager, småbyer, enge og temmelig golde småbjerge. Jeg deler vogn med en flok back-packers, den første gruppe jeg har set, og så fra US. Pludselig krydser vi den længe ventede Corinthtiske kanal. Den er fandeme STOR. Der kommer flere og flere citrus plantager, temperaturen stiger lidt og mange levende hegn er af kaktus eller agaver. Bjergskråningerne langs vejen er rimeligt golde, men der er mange søjle-pinjer, mellem de hvide kalksten. Jeg havde taget det for givet, at amerikanerne skulle af ved samme lille station som jeg. Her er en af halvøens seværdigheder nemlig: Diakofto-banen. Jeg er et stykke forbi, før jeg opdager det, og der er garanteret ikke flere tog tilbage i dag, og selv om der var, vil det sidste Diakofto-tog være kørt. Instant planning, den banestrækning ser jeg på vej tilbage. Kører gratis med til endestationen, som er Patras, den 3. største by i Grækenland. Der er 2 timer til næste tog, så jeg slår et slag i byen. Den obligatoriske borg på toppen. Det mest spændende er en mur-gekko. Kæmpe kirke med fresker over alt. Ruin af Odeion og Galan o´Polos rigmandsvillaer. Byen er temmelig lørdagslukket, så de 2 timer var passende. Toget bliver dog forsinket efter kort tids kørsel; en eller anden ulykke. På markerne er vin og majs dominerende. Min rejseplan er overført til små Post-It lapper. Det gør den utroligt fleksibel. Hele dage kan rives ud, eller flyttes. Landskabet ændrer karakter; meget fladt med majs og olivenlunde samt meget uspoleret natur. Pyrgos, jeg går tværs gennem byen til busstationen. Hvorfor ligge tog og busstation ved siden af hinanden, når der er en lille uanselig baggyde, gemt godt af vejen, hvor der ikke er plads. I den 1½ time, der til bussen går, får jeg set hele Pyrgos lukkede forretningskvarter, det enorme prægtige torv, 2 bryllupper, de ældre indbyggeres promeneren i sort tøj og de unges stramme farvestrålende tøj. Ankommer til Olympia bys turistfælde længe efter mørkets frembrud, men finder et ringe hotel og aftensmad. Sidder og betragter de forbipasserende lokale og turister fra min altan, ½ meter over gade niveau, og lige ud til, mens jeg skriver dagbog. Hvis man havde været to og en flaske Ouzo 12 kunne det have været helt hyggeligt. Nu er det nærmest kedeligt, så jeg går i seng. Dag 10. Gammel Olympia ligger lige uden for den moderne by. Jordskælv, brande, nedrivninger og tidens tand har taget slemt på de ellers så fantastiske bygninger. Af flere af dem er der kun grundridset tilbage. Andre er blevet delvist restaureret, men ikke meget. Zeus tempelets 2 meter tykke søjler er stadigt imponerende, selv om de ligger som en stak væltede kæmpe kiks. Indgangen til det oprindelige olympiske stadion er velbevaret, men indenfor ses kun en start og mållinie til 120 meter løbet, dommerens sæde og nogle græsklædte skråninger, der har været tribuner. Der er læsset to busfulde turister af, men de fylder ikke meget. Området er delvist befolket med store træer og massere af firben. Jeg dropper museet og går tilbage til byen langs en lille uforstyrret å. Her er massere af frøer, fugle og insekter. Inde i byen er der ingen turister og kun én anden back-packer. Han har totalt ignoreret mig, siden vi kom i går aftes. I går aftes, da jeg kom var turistkontoret lukket, og i dag søndag, er det også. Udenfor sidder en tavle, der oplyser bustiderne. Jeg vil videre til Tripolis, og i følge tavlen går der busser 840, 1240 og 1740. Hvis jeg havde vist, at Olympia var så let overskuelig, havde jeg nok satset på morgenbussen. Nu sov jeg længe, har set Olympia (både det gamle og det nye turisthelvede), og klokken er kun 10. Væbner mig med tålmodighed, jeg kan jo ikke være heldig hver gang. Klokken bliver 1240 og den bliver 1340. Middagsbussen går altså ikke om søndagen. Traver ud i naturen, gennem olivenlunde, over fåremarker og gennem småskove. Det er meget varmt, solen skinner fra en skyfri himmel, insekterne summer, skildpadderne ligger i skyggen. Jeg har travet langt, er træt, og i et svagt øjeblik overvejer jeg faktisk at gå ind i det air-conditionerede museum. Jeg står imod, og tager istedet en kop kaffe i hovedgaden. Re-om-gen planlægger mine rejseplaner. Lappen med Diros hulerne og Viatha nede på Mani halvøen droppes. Jeg dropper også amfiteatret i Epidaurus, ikke så meget af tidsnød, som af manglende lyst. Er sikker på, Athens brokker vil være nok. Byen er egentlig ikke så behagelig at være i. Der er udelukkende turistforretninger (men ikke andre turister end mig). Der ud over er de ved at få lagt el ledningerne i jorden, så store maskiner arbejder og oser over alt, selv på en søndag. Endelig dukker en bus op blandt entreprenørmaskinerne, og det er den rigtige. Vi kører 5 minutter før, men jeg er den sidste der brokker mig. Der er kun mig, chaufføren og billetmanden, de taler helt godt engelsk, så vi får en snak. Det bliver en uforglemmelig tur, gennem nogle vilde bjerge. Smalle kløfter åbner sig pludseligt til dale, hvor man kan se 100 kilometer. Et nyt sving, og man kører midt på en lodret bjergside, med flere hundrede meter ned til den brusende flod, mens bjerget rager ud over bussen. Vi snegler os rundt i svingene, som er bygget til mindre køretøjer. Ind imellem kommer vi til små terrasse-opdyrkede marker, som varsler en lille bjergby. En af dem hedder Dafni. Ser harlekin vagler, en hare og en masse fugle. En dal er helt domineret af op mod 1000 bistader. Der kommer ind i mellem lokale op i bussen, som blot kører med til en af de næste småbyer. Én har et kassettebånd med, som vi hører på bussens anlæg. Som alt andet musik: Musakka, men i en meget moderne udformning. Efter 3½ times ufattelig spændende kørsel ender vi i Tripolis. Jeg er simpelthen nødt til at give chaufføren hånden, og takke ham for den fedeste tur, jeg nogensinde har haft. Jeg har set bjerge, der er 3 gange så høje, bjerge der har været dækket helt af uigennemtrængelig urskov, bjerge der har været langt mere vilde, men aldrig kørt en smukkere og mere spændende tur. Ankommer i én af Tripolis busterminaler 2047, og ved hjælp af en taxi når jeg den sidste bus til Sparta 2050. Her ankommer jeg til mit hotel, så jeg kan se Jan Magnussen køre i mål som nummer 6. Vasker tøj, spiser og nusser rundt i den intetsigende by til sengetid. Dag 11. Går ud til et amfiteater og et akropolis lige uden for byen. Det er nogle noget ynkelige rester, men naturen er smuk. Jeg slår en bue uden om byen gennem oliven og citrus lunde. Lærer: Der findes ikke blinde veje, kun veje der bliver svære at gå af. Inde i byen igen finder jeg busstoppet til Mystras. Her dukker 4 hollandske gråhårede damer op. De har set en hel del af verden, og har et livssyn, som virker bekendt. Mystras er temmelig ny. Den blev grundlagt på det gamle klassiske Sparta i 1249 af tyrkerne. Byzantinerne byggede vider og venetianerne fortsatte. På et tidspunkt boede 40.000 mennesker her. Imponerende stort område med næsten intakte borge, paladser og handelsgader. Kirkerne er helt intakte, og virker stadigt. De stejle brolagte gader, skydeskår, buer, brønde og de vedben-begroede kampestensmure er stemningsmættede, men efter at have arbejdet mig op på toppen, og ned igen på 1½ time har jeg fået nok af brokker. Får et lift ned til landsbyen med en MC. Får en kop kaffe og ser byens 15 huse, mens jeg venter 1 time på bussen. Nogle gange føler jeg, at jeg bruger mere tid på at vente på busser, end på at se de seværdigheder jeg racer rundt efter. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg bruger mere tid i busser, men jeg ser meget fra busserne. Buschaufføren er flink, og kører mig helt ned til den anden busstation. Snakker med 2 italienere i de 10 minutter jeg venter på bussen. Kører til Tripoli, og havde regnet med at tage taxi til den anden station. Det viser sig, at denne bus fortsætter. Jeg er så overrasket, at jeg glemmer at købe billet. På vejen til Corinth passerer vi borg-ruinerne af Nemia og Corinth, på hver sin bjergtop. Så hvis nogen spør´, så har jeg set dem. Vi kommer til Corinth, og bliver sat af lige ved kanalen. Tager en taxi til tog stationen, hvor jeg må vente 7 minutter på dagens sidste tog, som endda ekspres går til Diakofto. Denne gang følger jeg nøje med, så jeg kommer af det rigtige sted. I Diakofto har de været flinke at vente på mit forsinkede tog, så dagens sidste afgang er en ½ time forsinket. Der er bare ikke andre end mig, og så et ældre ægtepar, som har ventet længe, der skal med. Et være rumletog. 2 vogne med en separat dieselmotor i midten. Under motorvognen sidder nogle vandrette tandhjul, som trækker os over de værste stigninger. Vi kører hovedsageligt i en 50 meter bred og 300 meter dyb kløft. Mange tunneler, halve tunneler på lodrette bjergsider, floden i bunden bruser over store klippeblokke. Små spinkle jernbroer krydser igen og igen. Der er en lille station halvvejs, og der kommer lidt flere passagerer. Turen er fantastisk, men efter gårsdagens bustur, er jeg svær at imponere. Kører med tilbage til Diakofto, hvor jeg prøver at købe en billet til dagens sidste tog til Egio. Stationen kan ikke give tilbage på min 5000 drakmer seddel (120 kr), købmanden heller ikke, så jeg må ind i baren for at få vekslet. Når lige toget, som heldigvis var ½ time forsinket. Snakker med 2 tyske piger, som er på vej hjem fra Israel. Giver dem et par tips om, hvad der er spændende i området og låner deres guidebog. Der står bare heller ikke en linie om Egio. Grunden til jeg vil til Egio er; der er en stiplet linie til fastlandet, som jeg tror er en færgelinie. Hvis det er rigtigt, kan jeg spare turen over Athen, for at komme til Delfi (4-500 km). Altså satser jeg, og kører væk fra Athen. Afbryder den hyggelige snak med tyskerne, og springer af, på hvad jeg tror er den rigtige station. Det er det, og havnen er let at finde. Mørket falder på, og jeg tør ikke håbe, der går flere færger. Det gør der, den venter nemlig på en lastbil, som sejler med hver aften. Sidder på soldækket i de sidste solstråler med en honningkage og en kop kaffe. Står på broen og kigger ud over strædet, da der pludselig dukker en lille flok delfiner op langs færgen. Efter en time lander vi i en lille havneby, hvor mit held til sidst slipper op. Der er ikke flere busser i dag. Finder efter en del søgen endelig et sted at sove: 2 værelses lejlighed med køkken og det hele. 130 kroner for en nat! Spiser aftensmad på en nærliggende snask, hvor man mener morgenens første bus er ved 7-tiden, den næste ved 10-tiden Dag 12. Sover dårligt, men jeg har jo også sat vækkeur. Op klokken 6 og siver ned til busstationen. Ankommer samtidigt med bussen, som åbenbart går 640. Vi kører til den næste lille flække, hvor alle skifter bus. Fortsætter til en lidt større flække, og samme show gentager sig. Endelig i Delfi, som domineres af Acropolis Rallyet. Det er en del af verdensmesterskabet i rally, og regnes for det hårdeste. Bilerne er der, helikopterne er der, køerne er der, hele cirkuset er på plads. Jeg ser lidt ræs, og tager så bussen ud mod det gamle Delfi. Vi bliver sat af i turistbyen, og må så ved hjælp af et enkelt skilt finde ruinerne. Jeg følges med en britisk lady, som er ualmindelig fin, forstået på den måde at hun er alle tiders. Vi kommer ud af den forkerte vej, men ser en masse blomster og den største græske landskildpadde, jeg nogen sinde har set. Hun fortæller, at lorden og hende sejler 9 måneder om året, og kun er hjemme i huset (OK - slottet) midt på sommeren. Det er i øvrigt først da hun omtaler manden som lorden, hun indrømmer hun egentlig er lady. Hun er lynende intelligent, har en fantastisk iagttagelsesevne og en sprudlende humor. Vi finder endelig ned til ruinerne, hun køber en fotofyldt bog om området, og vi udforsker det sammen. Det, som jeg finder mest spændende er Sybils sten. En stor kalkstensknold, der er overvokset med vedbend. Det er ifølge sagnet fra denne sten, den første spådom blev udtalt, 1600 år f.K. Der er helligdomme, skattekamre, templer, senatet, brolagte gader, store mure og amfiteatret. Så er der firben, store zebrastribede svalehaler, chikader, en lille knæler og en grønbroget tudse. Vi går tilbage til turistfælden, efter at have set denne pæne og overskuelige samling brokker. Fra en terrasse er der en storslået udsigt over den store dal. Den ligner et hav. Det er oliventræer, der dækker hele dalens bund, men standser brat ved bjergenes fod. Vi tager afsked, og jeg springer på en bus til Arkova. Her venter jeg 15 minutter, mens et tordenvejr kommer rullende mellem bjergene. På vej ind mod Athen er det først store vildmarker, der er domineret af blomstrende gyvler, så solsikkemarker og lidt plantager og så industri langs vejen. Når jeg nu tænker over det, er det forbavsende få køer og grise jeg har set i Grækenland. I Athen finder jeg en bybus sammen med en tysker. Vi kører ind til centrum, og jeg finder hotel Tempi. Her får jeg et værelse helt oppe under loftet på 5. sal. Her er stille, lyst, frisk luft og en fantastisk udsigt over Acropolis-højen. Jeg slår en lille slag ned forbi Athens basar og handels område, og føler pludselig, at 2 dage måske er for lidt? Mine pludderbukser falder lidt udenfor i Athen, så jeg handler tøj. Sorte græske militærbukser, sweat-shirt, T-shirt og andre småting. Om aftenen dør alt andet end turist cafeer og restauranter ud. Trasker lidt rundt, men det er egentlig behersket morsomt, når man er alene. Dag 13. Bliver vækket af genboen; en kirkes klokker bimler behersket klokke 730, og det er vel et fint tidspunkt, at starte dagen på. På kirkens gårdsplads er der et smukt blomstertorv. Duftene er overvældende, farverne utrolige. Jeg går ned til Athens store kød og fiske markedet. Langt fra så spændende, som dem langs ækvator. På vej væk fra det overdækkede torv støder jeg på store områder med skaldyr, kæledyr, grønt, frugt, pølser, nødder. Så starter forretningerne med potter og pander, fulgt af dem med plastik til husholdningen. Det bliver mere og mere specielt; 3-4 gader handler med dør- og skuffehåndtag og intet andet! Det er selvfølgeligt smart, hvis man altså finder det rigtige kvarter. Stikker næsen ind i et par kirker, blandt andet katedralen, men jeg syntes altså de ligner hinanden. Går gennem værktøj og almindeligt tøj på min vej op til Acropolis højen. Her ser jeg de delvist genrejste ruiner af Acropolis og Parthenon templerne. Der er også fin udsigt ned på 2 amfiteatre, men ikke ret meget længere. Smoggen er så tæt, selv så tidligt på dagen, at horisonter er helt væk. Jeg traver ned fra højen, og finder en statue, som skulle bære den ældste corintiske skrift (334 f.K.). Jeg kan bare ikke finde nogen bogstaver, så jeg går videre gennem smalle hvidmalede gyder. Der er en forfærdelig mængde katte i Athen, og de bliver fodret med fiskerester her og der. Kommer til den botaniske have, som mere er en upasset park af uplejede store træer. En lille zoo og et endnu mindre botanisk museum. Vender tilbage til det berømte loppetorv, som endeligt åbner. Loppetorv er så meget sagt, det er snarere en gade med mere eller mindre discount forretninger. Der er dog et lille torv, hvor møbelrestautørere arbejder, og et lille stykke af gaden, hvor der er nogle flotte antikvitets forretninger. Så er der et par bikse med alskens brugt metalvarer. Ellers er det hovedsageligt nyt tøj, guld/sølv, musik og souvenirer. Slår et stort slag uden om centrum, men uden at finde noget nyt. Selv de to back-packere jeg støder på, har jeg talt med tidligere. Det er italienerne, og de giver mig en velkomst, som jeg ville have forbeholdt min rige arveonkel. Uden for turist-centrum virker byen temmelig homogen. Forretningerne lukker tidligt, og jeg har efterhånden set det meste. Da jeg så ser Thomas Cooks rejsebureau, går jeg ind og bestiller en udflugt til Cape Sounion i morgen. Den gode Lord Byron har udtalt sig forbløffende positivt om solnedgangen der, så den må jeg se. For at få tiden til at gå, prøver jeg trolleybusserne. Det viser sig at være væsentligt hurtigere at gå, her i aften-trafik-chaoset. "Kører" i 15 minutter, og går tilbage på 5! Det er nærmest et hav af biler; et meget stille hav. Går tilbage til turist-centrum, som vist er det eneste sted, der sker bare lidt. En pige forsøger at give mig et kort til en natklub. Vi falder i snak, hun byder på aftensmad, og vi sidder ude på et torv, da hendes chef kommer. Der er ikke kommet gæster med hendes kort i 2½ time. Hun arbejder vider, jeg trasker i zig-zag hjem. Dag 14. Starter dagen med at se Agora. Det er den gamle markedsplads, med omliggende bygninger. Her gik Sokrates 600 f.K. og Sct. Poul (en af Jesus disciple) rund og hvervede medlemmer i år 49. Stedet har været ødelagt nogle gange. Første gang det blev hærget var af perserne i 480 f.K. Den skandinaviske stamme Herulianerne var "lidt" hårde ved stedet i 267 e.K. Tyrkerne byggede deres version, men den rev arkæologerne ned i 1967. Der er simpelthen ruiner over alt. Potteskår, marmorrester, mosaikker og blyglans-glas flyder alle steder. Der kommer også et par skildpadder frem, da solens stråler bliver kraftigere. Hephaestus tempel fra 449 f.K. er temmelig intakt, men det har også været brugt til kirke ind til for nyligt. Der dukker en anden turist op på det meget store område, så jeg fortrækker til museet. Her er fund fra nogle grave og fra nogle dybe brønde samt et imponerende samling marmorstatuer. På min vej gennem byen støder jeg på mange udgravninger af Gamle Athen. Checker lufthavnsbusstop og tid samt flytid. Får at vide, jeg skal være der 2 timer før afgang. De kan rende mig, så spændende er deres lufthavn ikke. Traver rundt i nye områder uden at se nye ting. 2 dage viser sig trods alt at være rigeligt til at se Athen. Skal samles op til Sounion turen foran et stort hotel. Her holder en Mazzaratti med alarmen kørende. 120dB, så jeg trækker lidt ned af gaden. Spørger en handlende, hvor længe alarmen har kørt? Siden i morges, og nu er klokken 15. Snakker med direktøren for hotellet. Vi lukker os ind i bilen, jeg åbner motorrummet, og mens jeg stopper en T-shirt ind i hornet, kommer en noget ophidset italiener farende. Han tillader sig at svine mig og direktøren til. Jeg har ventet en time, og endnu ikke set en turistbus i gaden, så jeg går op til Thomas Cook og spørger, om turen er aflyst. Hun ringer, jeg får at vide, de har ventet på mig i 10 minutter. Ventetiden, alarmen, italieneren og nu dette får mit humør til at svinge over i kontrolleret vrede. Jeg får telefonen, og forklarer fyren i den anden ende, at jeg har ventet tæt på indgangen til hotellet, og der har ikke været andre busser end bybusser. Han siger; nej selvfølgelig, jeg kom gående. Så ville jeg lede dig over til det torv, hvor bussen holder. Hvorfor fanden kunne jeg ikke møde den der? Han slår over i græsk. Jeg snakker meget højt engelsk, eller snare amerikansk, de ord hører man ikke i engelske film! Firmaets politik er, at man ikke kan få penge tilbage, så jeg føler det som en lille sejer, da jeg går derfra med mine. Går over til busstoppet til den offentlige bus til Sounion. Venter i 50 minutter, og kører så et par timer. Den første i Athen, den anden på en smuk kystvej. Vi kommer til Cape Sounion, som har været beboet de sidste 12.000 år. Jeg slår et slag rundt om den totalt øde halvø. Havet 50 meter under mig er knaldblåt, smaragdfirben smutter rundt mellem de vindformede småbuske. Et par falke patruljerer, svalerne kvidrer, og på trods af havbrisen og den lavtstående sol, er her pragtfuldt. På min vej tilbage til ruinerne passerer jeg stedets eneste nye bygning; en restaurant. Her får jeg feriens dyreste kaffe; 25 kroner, og så uden vand! Solen går ned mellem tempelets søjler, og alt ånder idyl. Aftenens sidste bus dytter nede på vendepladsen, og jeg triller tilbage til Athen. Her finder jeg endelig en restaurant, der serverer tzatziki. Det er midt i turistgaden, men regningen overrasker mig alligevel. Brød, tzatziki og bestik. 3 beløb, som hvert for sig kunne have købt mig en 3 retters menu. Og så smagte det i øvrigt ikke af noget. Det gør ikke det fjerneste jeg skal hjem i morgen, jeg har fået nok af Grækenland og grækere. Jeg har sammenlagt kørt omkring 55 timer i bus, været ude i alle hjørner af det græske fastland, sejlet, fløjet, travet og kørt med diverse køretøjer. Grækenland er spændende, når man tænker på det ligger i Europa. Tidspunktet på året var perfekt; godt vejr, smukke blomster og ingen turister. Maden kostede 1500, bus/tog/taxi 1600, hotel 1700, entre 170, indenrigsfly 430, fly 1600 = total 7000 Kroner.
Måske skulle jeg have brugt lid mere på mad; jeg tabte mig
fra 67 til 58 kilo!
|