1. Birthe kører os ind til lufthavnen, og lidt i fem flyver vi til Amsterdam, venter to timer og fortsætter så til Manilla. To timers venten igen, og så flyver vi, i en fantastisk solnedgang, til den store ø Cebu, hvor vi straks booker ind på et hotel.

2. 22 timers rejsen har bragt os til 35 graders varme, utroligt søde mennesker og fantastisk idyl. Priserne kan man heller ikke klage på: Taxi i en time: 60 kroner (og det bliver ikke dyrere af, man ikke tager den fra lufthavnen!). Pænt hotelværelse med rent fælles bad: 35 for dobbelt. Stor peberbøf: 19 kroner. Alt bestik vi får på Filippinerne er omhyggeligt pakket separat ind i papir.

 Vi bor i en ombygget villa, med polerede ædeltrægulve og bambusindretning. Aftensmad i hotellets restaurant, der bare er på terrassen. Her er ikke ret mange mennesker, faktisk bare nogle smilende og nydelig klædte damer. Store flagermus fjerner de værste insekter, og her, som på resten af turen, er der myggefrit og gode senge. Jeg opdager en god og en dårlig ting: Jeg har stadig alt min shampoo, men der er meget lidt af den, der er i flasken.

3. Temperaturen var helt nede på 25 grader i nat, men der var tæpper. I løbet af dagen sniger den sig op på behagelige 34 grader; vi er kommet det rigtige sted hen. Morgenmad på hotellet, og så ud på gaden for at finde en taxi, der kan bringe os ned til havnen. Vi bliver sat af foran en stor og moderne terminal med sikkerheds tjek af storsmilende vagter og logrende hunde. Vi kommer ombord på en moderne katamaran, hvor de båndede sikkerheds informationer bliver afsluttet med en katolsk bøn på engelsk. 

 Næsten alle skilte vi ser, er på engelsk, de fleste mennesker vi træffer kan engelsk, det kan ikke blive meget lettere. Her var arabiske købmænd i 1200-tallet, spaniolerne erobrede øerne i 1700-tallet, så snuppede englænderne dem, og efter japanerne havde besat dem under anden verdenskrig, blev de befriet af amerikanerne, som var betænkelig langt tid om at forlade dem. Det var faktisk først efter Markos og hans sko-samlende kone blev smidt ud, amerikanerne røg efter. Australiere tog sig lidt af øerne, men nu er de nogen lunde deres egne. De er hovedsageligt katolikker, en del jehovahs vidner, original religioner, og nede sydpå er der muslimer. Man mærker ikke meget til religion, bort set fra skrifterne på jeepnyerne, der er bibelske citater.

 Vi lander i Tagbilaran på det sydlige Bohol, i en stor havneby, og går langs pælehuse ind til land. Her, som alle andre steder vi kommer, er alle både op til middelstore færger udrigger både. Selv bitte små robåde er en smal kano med et par bambus rafter godt ude til siden. Meget hurtig og komfortabel bådtype. Den er muligvis ikke meget bevendt på store bølger, men dem har de ikke meget af, og vi møder ingen.

 Vi finder en af de talrige motorcykler med sidevogn og stor overbygning, som bringer os til busstationen. Her finder vi en minibus, der kan bringe os til Chokolate Hills. Vi passerer utallige medtagne et- og to etages træhuse, som næsten alle uden undtagelse, har en masse potteplanter i forhaven, og en samling pæle med orkideer. Et syn, der følger og på hele turen. En anden, yderst behagelig ting ved Filippinerne er deres dæmpede og ubemærkede musik samt deres stille og logrende hunde, som er meget kælne.

 Vi følger kysten med dens mangrove, og lidt før frokost ankommer vi til  Chokolate Hills området. En længere travetur bringer os op til udsigten. En stor gruppe ældgamle koralrev, formet som gammeldags høstakke er overgroet. I tørtiden (som er nu), bliver de svedet af, så de står som enorme flødeboller i det ellers grønne landskab. Vi fotograferer løs, både bakkerne og vegetationen. Her er passionsblomster og en euphorbia, tæt beslægtet med julestjernen, samt et utal af andre grønne ting. Her er også en del fugle, nogle med en smuk sang, men de er ikke fotogene!

 Vi går ned til den turistede restaurant (hvor vi, som så mange andre steder er de eneste turister), for at få lidt at spise. Vi frådser i kylling eller rejer, får San Miguel øl og Sprite samt kaffe, men må så slippe 30 kroner i alt. Dette kan godt blive en billig ferie! Vi tager bussen tilbage til Tagbilaran. VI skulle egentligt have været af ved et Tarsier-reservat, men det smuttede. I stedet finder vi en taxi, der kan bringe os ud til det. 

 Tarsier aber er verdens mindste primater. De er på størrelse med en hamster, men har en 30 centimeter nøgen hale efter deres ti centimeter krop. Det mest specielle er deres øjne: De er omkring to centimeter i diameter! De største hos noget pattedyr, svarende til, vi skulle have 25 centimeter øjne. Når de lukker dem, er det hele panden og hovedbunden der glider ned. De fødr de relativt største unger: 1/5 vægt af moderen.

 De er insektædende, og udelukkende nataktive. Vi giver en donation til reservatet og bliver guidet ind i indhegningen, eller snarer: Udhegningen. I et stort område på en skråning sidder over 20 aber spredt og sover. Alle er i øjenhøjde, og totalt uimponeret over vores tilstedeværelse og fotograferen. Om natten hopper de ud over hegnet for at jage insekter. Hegnet beskytter dem fra vilde tamkatte, som ellers kan gå og "plukke" dem i dagtimerne. De har deres navn efter en specialudviklet knogle i deres ben. Denne specielt lange knogle lader dem hoppe mange meter.

 Efter besøget bliver vi udspurgt til en eller anden forskning omkring økoturisme i forbindelse med Tarsier aber. På vej ud til den ventende taxi ser vi en art tukan, som desværre forsvinder hurtigt. Tilbage til Tagbilaran, og med bus til Panglao Island. Vi kører gennem marker med ris og søde kartofler. I mudderpøle under træerne daser vandbøfler, ved små "hundehuse" står kamphaner tøjret ved det ene ben. 

 I de sidste solstråler ankommer vi til Bounty-land. En stribe små hyggelige hoteller, iblandet lige dele restauranter, barer og dykkershoppe. Vejen ned til dem er grusvej, vejen mellem dem er den perfekte hvide strand. Meget få turister og ingen hoslere. Vi kommer til at betale 80 kroner for værelserne, som er en stribe træhuse med græstag og veranda. Aftensmaden på en pæn restaurant koster 6,50 for hovedretten, og øllene er til 3,50, så det går nok. 

 Vi finder en dykkershop , som ser fornuftig ud, og i stedet for et prøvedyk, bestiller jeg bare en dykkeruddannelse. Firmaet er ejet af en tysker, og min lærer er tysk, så det kan vel ikke være helt skidt. Det koster 200 US$, og gælder i hele verden. Det tager 3-4 dage, men her er rigeligt med dykkermuligheder for brødrene også, så de kommer ikke il at kede sig.

 Som noget helt nyt finder vi postkort. Jeg kan ikke beslutte, om det er godt eller skidt at sende kort til Rikke med mini aber og bounty-land, men beslutter at gøre det. Det viser sig senere, postkort og specielt posthuse er noget nær et ukendt fænomen på Filippinerne. Vi ser ikke en eneste post eller postkasse. Rikke ville have fået de sværeste abstinenser her!

 Vi sidder alene på den hyggelige restaurant-balkon, og nyder øl og kaffe, mens vi betragter de fosforescerende bølger og den klare stjernehimmel. Det virker næsten helt forkert, her ikke er myg! 

4. Efter morgenmaden går vi ned og får sendt brødrene ud og dykke. Jeg mødes med Peter, som blandt andet er civilingeniør. Han er indstillet på jeg skal have Padi Open Diver beviset hurtigt, men der bliver ikke noget med at skyde genveje. Jeg er den eneste elev, så det bliver temmelig intens. Jeg ser videofilm, læser en tyk bog på engelsk og besvarer uendeligt mange tests de næste dage, samtidigt med Peter tegner og fortæller. Vi dykker en gang i poolen og så er det ud på revet. Han er godt tilfreds, på trods af, jeg selv syntes jeg bruger det meste energi på at tømme maske. Jeg har kun én gang, ud af alle snorkel dykkene, prøvet en maske, der ikke blev fyldt hurtigt.

 Vi mødes til aftensmad, og så går jeg hjem for at læse lektier. Har læst et par kapitler i Jespers danske bog hjemmefra, men det går fint på engelsk. En kop fælles godnat-kaffe, og så tilter jeg lidt over ni. Det har været en hård dag!

5. Brødrene tager ud for at dykke, og jeg ser video bliver testet om formiddagen. Om eftermiddagen tager Peter og jeg ud til "Hus-revet". Det ligger 200 meter uden for stranden, og er fantastisk. En stor flade, og nogle væge, dækkede med en blanding af hårde- og bløde koraler, svampe og et myldrer af dyr. Vi prøver forskellige nød-procedure, så som dele luft, tage maske af, bjærge og tage bly af. Efter frokost tager vi endnu et dyk, og så kommer brødrene hjem.

 Morten har lejet en motorcykel af Peter, og suser øen rundt. Jesper og jeg tager det mere adstadigt, med en lang travetur ind gennem det tyndt befolkede bagland. Her er lavt krat med blandt andet Jatrophaer. Vi kommer forbi nogle spredte pælehuse med smilende og vinkende beboere. Alle har flotte haver og orkide-pæle. Der står flotte Adenium obesum'er og blomstrer om kap med borgonvilliaerne.

 Et sted er en mand i gang med at ryge kokos i et stort trækar. Der er kokospalmer over det meste af Filippinerne, men det er utroligt få gange vi får kokos. Vi filosoferer over, hvordan kokos palmer kommer til at gro på toppen af de stejle øer. Triller nødderne opad? 

 En politibil med fuld udrykning bliver fulgt af en lastbil med et orkester og så en med det lokale basketball hold. Bagefter kommer en masse mennesker væltende, det er virkeligt noget de går op i!

 Vi har lidt problemer med at komme hjem. Det går rimeligt godt med at finde de små jord-sideveje vi skal ned af, men det er blevet højvande. Mange steder når vandet helt op til de 10-15 meter lodrette klipper. Vi finder hjem i de sidste dagslys, og mødes med en bredt-smilende Morten. Han har nået det meste af øen rundt, og fået mere end fordoblet sit personlige kilometer tal!

 Vi bestiller rejecocktail. Det viser sig at være en noget anden komposition, end vi er vandt til: Fint revet kål og gulerødder, ostepinde, ananas, papaya, banan med en meget fed lyserød creme til. Smager fortrindeligt! Her efter får Morten "sydende rev" (ristet alt-godt-fra-havet på en glødende støbejerns tallerken). Jesper får sydende Blue Marlin og jeg får revet ko med en lækker sovs. Efter adskellige kopper kaffe opgiver jeg at kæmpe imod, og kravler i seng.

6. Jeg består den sidste skriftlige prøve, og så er jeg Open Water Diver. og så tager vi ud og dykker. Hjem for at lære mere teori, og en prøve til, efterfulgt af endnu et dyk. Denne gang på 28 meters dybde, hvor revet stadigt er utroligt flot, og det vrimler med farvestrålende liv. Takke være vandets utrolig sigtbarhed, fortsætter livet langt ned. Ny prøve, og så er jeg Advanced Diver. Det har kostet mig 2200 kroner, med dykkene. 

 Hjem for at tage et hurtigt bad, og aflevere nøglen - lidt for sent. Vi havde aftalt med hotellet, vi måtte blive til klokken tre, med det kom til at hænge lidt. Vi går op gennem "byen", for at finde en taxi der kan tage os ind til buspladsen. En temmelig ny BMW - med kunde - holder ind og spørger, om vi vil ind til byen. 

 Da han kommer tilbage - uden kunde - forhandler vi os frem til en god pris; 250 kroner. Han kører os hele vejen til færgebyen på den modsatte side af den store ø Bohol. Det tager tre timer, da der er en del vejarbejde, og der er 200 kilometer. Chaufføren er i tvivl om vejen, og spørger os om råd! Han er kun vandt til at køre turister op for at se de små aber og Chokolate Hills.

 Vi kommer, ikke uventet, forsendt til dagens færge, og må finde et hotel. To dobbeltværelser á 35 kroner i et helt nyt hotel. Vi går ud i byen for at finde aftensmad. Tre portioner med 1½ liter sodavand: 25 kroner. Vi sidder uden for og drikker kaffe, da en pudsig dame dukker op. På trods af vores åbenlyse u-interesse sidder hun og pladrer løst på en næsten forståeligt engelsk. Så undskylder hun meget, hun er nødt til at gå.  Her stifter vi for første gang bekendtskab med karaoke, som til gengæld forfølger os resten af turen. Det er trods alt det eneste høje musik vi bliver plaget af.

7. Vi står tidligt op for at nå færgen til Massin klokken ni. Den går bare ikke. Der går en færge til Bato klokken ti. Så skal vi bare kører 50 kilometer sydpå, når vi er kommet i land. Pyt, så bliver der også tid til  morgenmad. Vi søger en del rundt, og finder op på første sal af det store marked. Og så dukker damen fra i går aftes op. På trods af vores totale ligegyldighed sætter hun sig ved vores bord. Har stadigt ikke regnet ud, hvad det er hun sælger. Vi slynger morgenmaden i os, og laver Houdini'en. 

 Går gennem markedet, som hovedsageligt består af husholdningsting i blik og plastik, enorme mængder soltørrede fisk, tøj og forskelligt korn. Det meste transport i denne by forgår på mini-cykler med sidevogn. Der er også en del motorcykler med overdækket sidevogn og enkelte gamle lastbiler samt de allestedsnærværende jeepnyer.

 Vi er kommet lidt langt ned i finanser, og leder efter en bank. Da de endeligt åbner, vil de ikke have noget med Visa-kort at gøre. De vil ikke engang veksle dollars! Efter en del spøgen rundt, bliver vi vist ud til en bank, et godt stykke fra centrum og havn. De vil gerne veksle dollars - for folk der bor i byen. Banken er godt pakket med lokale, som vi elegant har sprunget over i køen. Så kommer en smilende overordnet, og er meget behjælpsom. Vi får lov at veksle 100 dollar hver, og ved at springe alle over i køen igen, får vi vekslet en del af dem om til små sedler, som kan bruges i almindelige forretninger og restauranter. Her, som så mange andre steder i verden, er det kundens problem at have lige penge. Byttepenge??? Vi forlader banken med det meste af deres pengesedler. Håber ikke, nogen af dem vi sprang over i køen skulle have haft...

 Med vores nyvundne kapital er der dømt fest: Vi frådser straks i en Sprite og to kaffe til sammenlagt tre kroner. Har siddet lidt for længe, og får temmelig travlt ud over molen for at nå vores færge. En stor udrigger båd, hvor de to udvendige dæk er fyldt helt op af vandbøfler. De står godmodigt og tygger drøv på hele overfarten, selv om de til  tide bliver ramt af dønningerne. På den anden side misunder jeg dem lidt. Vi sidder under presenning i en tæt diesel-hørm, uden meget udsigt, men med kokkens fiskeret i næsen. 

 Efter små tre timer ligger vi til på den store ø Leyte. Det begynder at regne voldsomt, lige som vi kommer ind på en restaurant. Det får  raset af mens vi spiser, og efter lidt søgen, finder vi bussen til Massin. Herfra fortsætter vi, efter at have ventet et minut, til Padre Burgos i jeepney.

 På trods af mange tilbud om MC-taxier går vi ud af byen. Vi kommer forbi frugtbare marker med ris, banan, kokos, agurker og frugttræer. Det viser sig, Peter's Dive ligger et godt stykke uden for byen! Standser ved en lille, ny bar, som to-tre 14-16 piger åbner for vores skyld. Der lugter forfærdeligt jordslået, selv ude på terrassen. Folk vi passerer hilser med den klassiske "Hey Joe". Morten opfinder det perfekte modsvar: "Hey Phill".

 Endnu længere ude finder vi endeligt Peter's Dive www.whaleofadive.com - hvor der ikke er flere ledige værelser. De har heller ikke så meget dykkergrej ledigt. Hmm? Vi går en kilometer tilbage til Davliz. Her har en engelsk ingeniør muret et hotel med bungalower op. Der er ikke andre beboere, og han har endda lidt dykkergrej, vi kan leje. 

 Vi nusser lidt rundt på grunden. En lang trappe fører ned til vandet, hvor stranden består af klipper og meget groft koralrev-grus. Man kan finde utallige muslinger og sneglehuse, nogle af anseelig størrelse. Det begynder at mørkne, og vi går op igen. På vejen finder vi en vandrende pind. Det viser sig, David er ved at renovere sit køkken, så vi må gå ud til Peter for at få aftensmad. Temmelig dyrt: 17 kroner for hovedretten, men det er så rimeligt godt. Den kilometer tilbage til Davis bliver længere og længere!

8. Vi kan i det mindste få morgenmad hos David, før vi går ud til Peter for at dykke. Efter lidt roden frem og tilbage, er vi alle udstyret med fuld dykkerudrustning. Vi er seks dykkere og to guides: Divemasters. Den ene er en australsk ven til ejeren, som er ved at træne den anden (lokale) op. Vi sejler på tværs af strædet, og dykker på en væg ved søster øen. Her er utroligt meget at se, både fisk og koraler. Jeg har fået en maske der lækker slemt, men har alligevel overskud til at nyde dykket. Jeg bruger stadigt mere luft end de andre (mest på at tømme maske), og piner flasken til det yderste. Kommer faktisk op med 0 bar. Måtte hive de sidste mundfulde ud! Lidt forkert, men jeg holder mig tæt på australieren hele tiden, og har gjort ham opmærksom på situationen. Han troede bare jeg var tæt på den almindelige bundgrænse på 30 bar. 

 Efter halvanden times pause med kiks og kaffe på båden, hopper vi i igen. Jeg låner divemasterens maske, som er fantastisk god! En ny og helt vild fed fornemmelse med en tæt maske! Det nedsætter mit luftforbrug væsentligt, og jeg har lidt tilbage på flasken, da vi kommer op. Kan desværre ikke købe masken, men ved hvad jeg skal lede efter. Fotos fra dykkene. 

 Efter frokost går vi en tur langs vejen. Alle vi passerer hilser smilende. Haverne foran de spredte hytter er smukke. Her er en blanding af nytte- og prydplanter: Papaya, batata, obersiner, bananer, taro, mange "stueplanter", sanseverier, filodendrons, orkideer og meget andet. Flere steder ser vi undersmukke biædere og bladfugle.

Vi drejer fra, ind i junglen. Først passerer vi en brønd med håndpumpe, som bliver flittigt brugt. Stien slynger sig gennem junglen, langs en ravine med en lille å i bunden. Vi ender inde ved en primitiv hytte, omgivet af kokospalmer. 

 Efter aftensmaden bliver det tid til et natdyk. Ud over det er mørkt, ændrer koralrevet sig drastisk om natten. Det er et andet vagthold, der vågner op. Vi kører ind til byen, hvor færgemolen byder på massere af liv. Særligt i nat. Vi har klædt om ude hos Peter, så det er fem dykkere der kravler ud af hans bil, og ned af ladet. Det undlader ikke at vække lidt opsigt blandt de få lokale!

 Vi kravler ned til vandet, og få meter ude er vi omgivet af liv: Det er en tyk suppe af fem millimeter små fisk eller skaldyr, som yderligere bliver tiltrukket af vores lamper. Jesper har medbragt sin store "kunstige sol", som bare mister styrken hurtigt. Ikke fordi den løber tør for strøm, den kan bare ikke trænge gennem mængden af smådyr!

 Vi svømmer mellem molens stolper. Der er en del strøm, men også utroligt meget at se på. Her er søheste, dragefisk, krabber, lige fra farvestrålende til nogle, der kamuflerer sig i affald fra bunden. Bitte små farvestrålende blæksprutter, der sprutter blæk. Enorme søstjerner i vilde farver, slanke tangnåle, søpindsvin med et utal af variationer af pigge fra kølleformede til utroligt lange. Trompetfisk, sweetlips, der ligner 70ér moden med brune og bais pletter. Søanemoner der sover med klovnefiskene inden i. Vi svømmer længe i det lave vand, før vi kæmper os om. Når man har svømmet i svømmehallen, og kravler op på, føles det, som om man vejer et tons. Det bliver ikke bedre af, man har en kæmpe flaske på ryggen, regulatorer og tolv kilo bly om maven!

 Aftensmad hos Peter, og opgørelse over regningen. Har ikke nok penge med, men kan skylde til i morgen. De tre dyk med udstyr kostede hver knapt 500 kroner, maden 50 kroner. 

9. Vi traver for sidste gang ud til Peter. Får morgenmad og betaler vores gæld. Går ud for at fange en bus eller jeepney, men må gå hele 15 meter, før der kommer en. I Massin har vi en lille time til bussen mod Tacloban over Bata og Bay Bay. Skulle egentligt have haft fat i nogle penge, men det kan man ikke i Massin, slet ikke om lørdagen. Vi kommer med en voldsom hurtig bus, der klarer turen på seks timer. Det koster så til gengæld 14 kroner!

 Vi følger vestkysten op til Bata, krydser ind over de lave bjerge, og kører så langs østkysten. Det er næsten udelukkende kokos- og banan planter vi kører blandt. Der er tunger af rismarker i alle stadier, og enkelte ananas planter. 

 Vi lander på Taclobans havn ved firetiden. Her er et enormt åbent marked med grønsager, frugt, små og store fisk, kød og isenkram. Vi finder en noget vestlig café, og må slippe ni kroner for tre kaffe, tre store kager og fire små. Finder en automat, der vil give kontanter fra et Master Card. Hæver 1000 kroner, det burde holde et stykke tid!

 Det første hotel vi finder er lige dårligt nok. Det næste koster det dobbelte, men for 60 kroner får man et pænt dobbeltværelse. Her er endda, for første gang, varmt vand! Det er jo en storby. På trods af det, er trafikken utroligt rolig og høflig. Der bliver ikke dyttet meget, og bilerne holder, om end modvilligt, tilbage for fodgængere. Her i centrum er der mange restauranter i MC Donnald gengren. De fører dog hovedsaligt kun lokal-præget mad. Forretningerne lukker klokke syv, og så åbner der små gaderestauranter foran. 

10. Vi spiser morgen på Chow King. Navnet er måske logisk, men det giver nogle grimme associationer! Nå, maden er i orden. Uden for vinduet sover en 10-12 års dreng på fortovet.  Han vågner, og tigger en enkelt gang, men giver så op, lige som gadesælgerne. Vi finder bussen til Samar, hvor vi vil ud for at se Natural Brigde i Natural Brigde National Park. Vi lander i en lille by efter en halv time. Her finder vi turistkontoret, hvor vi bliver pakket en færdigpakket tur på. Det virker ikke som om man selv har meget at skulle have sagt, men den dækker vist vores ønsker. Må slippe 55 kroner per næse. I næste uge får de travlt. TV-showet Jungle Challange kommer til byen.

 Vi bliver registreret på uendelige formularer og i diverse bøger. Så venter vi på vores båd-mand. Jesper tjekker lige om hans regnslag til rygsækken er vandtæt. Vi har ikke været ude i regnen, men flodens chokoladebrune vand kan bruges. Det er heldigvis tæt. Vi sidder på brædder, der ligger på tværs af en smal kano med en ualmindelig støjende motor. Har ikke nogen fornemmelse af, hvor langt vi skal sejle, og ender med at finde ørepropperne frem. 

 Vi passerer utallige små landsbyer, der klynger sig til bredden på lange tynde pæle. Det krat-lignende men frodige landskab bliver afløst af tæt og meget høj skov. Efter  tre kvarter lander vi midt i naturen. Morten og jeg piller propperne ud, Jesper siger "Nej" til alt. Han havde ikke propper.

 Vi er ved indgangen til et enormt hule kompleks. Vi bliver overladt til en guide og to lygtebærere. De har hver en stor acetylen lygte, som virkeligt giver lys. Ud over hulens mange store og små kamre, med utallige spændende formationer, er her nogle spændende dyr. Haleløse skorpioner, med enormt lange forben, fårekyllinger med enorme følehorn og en lille sød frø med kolossale øjne.

 Som alle andre steder har formationerne navne. Tænker på, hvordan det ville være at se: Rismarkerne, snehvide og de syv, ammende moder, og alle de andre syrede formationer efter en pibe fnisegræs? Efter en god lang gåtur kommer vi ud i varmen igen.

 Støver lidt rundt, mens vi venter på chefen, der skal være vores guide ind gennem junglen, til "Den Naturlige Bro". Lille smilende mand, som elsker sit lands natur. Vi ser en del sommerfugle, isfugle, røde firben, en skink, store snegle, nogle enorme 1000-ben og nogle pansrede 1000-ben. 

 Der er et hav af forskellige planter. En del er kendt fra blomsterhandlerne i Danmark. Her er vilde begonier, enorme bregner, hvis blad-stilke er tykkere end min arm. Forskellige flotte blomster, forskellige insekter fra store bladlignende græshopper til farvestrålende biller..

 Vi når broen, som er enorm! Floden har skåret sig gennem limstensbjerget, og dannet en hule. Taget i den er styrtet sammen, og vi står mellem to broer, den ene større end den anden. Åbningen er omkring 15 bred og 25-30 meter høj. Den strækker sig 20-30 meter tværs gennem bjerget, for så åbne sig ud til en tæt urskov.

 Der kommer en enkelt byge, og vi sidder under et klippe udspring og slapper af og sludrer med nogle "lokale turister". Ser endnu flere dyr og planter på tilbage turen, som afsluttes af endnu en støjende bådtur. Vandet er faldet en del, mens vi har travet, og de næste ture bliver aflyst. Man kan ikke sejle på floden, og der er ingen veje.

 Vi når tilbage til bussen klokken seks, og kører de 180 kilometer til Calbayog på små tre timer. Det sidste stykke af meget dårlig vej. Vi booker ind på Edvardo Turist Hotel, hvor de ikke taler et ord engelsk. Sen aftensmad på den lokale grill. Med grill mener jeg grill. Der bliver fyret op under kullene på terrassen med en elektrisk blæser. 

11. Tidligt op, som sædvanligt, og med jeepney de 60 kilometer til Allen. Asfalten bliver flittigt udnyttet på vejen. Vi zig-zagger mellem ris, kokos og fisk, der ligger og tørre i solen. Landskabet er uændret: Tæt skov af kokos og banan, gennemskåret af tunger af rismarker.  Der kommer heldigvis sælgere op til jeepnierne i de større landsbyer med mad, drikke og snaks.

 I Allen finder vi det første posthus. Det er en del af kommunekontoret/rådhuset/telegrafen/politistationen og hvad ved jeg. De er lidt imponeret over, vi har frimærker! Efter en længere gåtur inder vi King Fredrich. Det er færgen, som ligner en Samsø færge fra gamle dage, bare i målestoks forhold 4:5. Jeg kan ikke stå oprejst i salonen, og slet ikke komme gennem dørene uden at bukke mig meget.

 Det tager halvanden time at sejle til Matnog på den store ø Luzon. Det er her Manilla ligger, bare meget langt nordpå, af en smal landtange. Før vi afsejler betragter vi en flok smådrenge, der boltrer sig på fægesiden og en lille båd. På utallige opfordringer kaster jeg en håndfuld småmønter ud, og så bliver der dykket!

 Udsigten til de talrige øer vi passerer er fantastisk. Den ene Bounty-ø efter den anden. Rolig overfart, her er vist aldrig de store bølger.

 Vi finder hurtigt bussen til Daraga, hvor vi må sidde på bagsædet. Det er hævet, så der er et stort bagagerum, men så sidder man over vinduerne. Eller rettere; hullerne. Mange busser har ikke glas i hullerne. Der er en træplade, som kan hæves, så den lukker hullet, det er alt.

 Vi standser en enkelt gang, så vi kan proviantere og tisse. Der er pant på flaskerne, så man får sin Fanta i en lille plastikpose med sugerør. De så kendte minut-supper i flamingo-kopper er meget populære.

 Sammen med os er der kasser med kyllinger og papegøjer. Ellers er der temmelig stille. I Daraaga er der et kvarter til bussen til Donsul. Vi ankommer i skumringen, men må gå en times tid ud til hotellet. Rigtig flot tur gennem den lille by og de omliggende marker, på tværs af den store flod. Her er kapoktræer og meget andet, som i det mindste jeg, finder spændende.

 Vi finder et resort, hvor der er ledige pælehytter. De er kun to ledige, men vi ser næsten ikke andre udlændinge. Efter aftensmaden støver vi lidt rundt i pandelampernes skær. Massere af tudser, gekkoer, flagermus og insekter, bare ikke myg. Her er utroligt stille.

12. Stilheden bliver afløst af 500 galende haner, nogle grise og en enkelt hund, der helt sikkert har sat vækkeuret tidligere end os. Jeg støver rundt i haven for at fotografere insekter og orkideer. Efter morgenmaden går vi ud til turistcentret, hvor vi er de eneste. Meget nyt, flot og funktionelt. Vi bestiller en båd for resten af dagen, lejer snorkel-grej og sejler ud med vores fire mands besætning og guide. Det koster så 140 kroner! Efter formanende ord og en forklarende video er vi klar.

 Vi har ikke sejlet mere end ti minutter for udkiggen råber "Shark". Vi hopper i grejet og ud over rælingen sammen med guiden. Vi er sejlet rundt om  kræet, men kan ikke se den. Pludselig kommer den glidende. Kæmper os ud til siden, for at lade to kvadratmeter mund og en krop som en bus passere! Vi snorkler med hvalhajer - verdens største fisk, der kan blive 18 meter lang. De ernærer sig heldigvis udelukkende af plankton og småfisk.

 De næste tre timer ser vi mellem 20 og 30 af disse blide kæmper. Vi er blevet formanet om ikke at røre dem, men guiden viser os hvordan. Jeg er en gang nede for at måle afstanden mellem øjnene. Der er to meter! Får ramt kalorius på ryggen med min ene luffe, og den bliver forskrækket. Slår et enkelt slag med sin enorme hale, og glider i utroligt fart, uden kølvand, fra mig. Det vil sige; den har en temmelig stor rygfinne og halefinne, der stikker op, og da vi svømmede samme vej, og jeg lå med spredte arme og ben, rammer de naturligvis mig hvor det kunne have gjort rigtigt ondt!

 Efter tre timer er vi mætte af indtryk af de enorme kroppe med lyse striber og hvide pletter. Også en del udasede af at svømme langs dem, og kravle op i båden, igen og igen. 

 Hjem til lodgen for at få frokost, og så ind til byen for at finde en jeepney til Doroga. Chaufføren udpeger den enorme rygende vulkan Mayon, som dukker op mellem træerne i splitsekunder. Får en lang fotoserie af slørede trætoppe, facaderne af de lokale huse, der er bygget i flækket bambus og parkerede lastbiler. 

 Da vi endelig finder lufthavnen, er den lukket. Ud over en bokser, der er ved at få handsker på, er der ikke mange. Finder et åbent kontor, der kan mælde alt udsolgt i morgen. Hmm, så til plan B. Efter at have fotograferet den enorme, og stadigt rygende vulkan, kører vi ned til busstationen. Der går en air-con natbus til Manilla om en halv time. Vi finder lidt snacks til turen, og forbereder os på en lang nat. Det tager eleve timer at komme til Manilla. Det værste er temperaturen. På trods af, Jesper piller ved regulatoren, da vi gør et stop, er her bare afsindigt koldt. Dette er den eneste gang på uren, jeg ville ønske jeg havde mere end mine halvanden kilo bagage. Jeg kunne godt have brugt en flees-jakke - eller en polarsovepose!

 Vi kører nærmest rundt om Mayon, ved hvis fod utallige gartnerier udnytter den frugtbare masse af lave grus. Der er mange blomster forretninger langs vejen, med utallige krukker, fuldt at uendeligt mange forskellige blomster. Ville på sin vis gerne have et nærmere kig, men hvad nu, hvis jeg fandt noget rigtigt spændende?

 Vi kæmper for at finde behagelige sovestillinger. Jesper og Mortens kamp minder mig utroligt om dovendyrets søvn op en sten, i filmen Iceage. Ud over temperaturen er her en del børn ombord. De er egentlig ikke nær så generende som de voksens mobiltelefoner. Jeg fatter ikke, hvad der er i vejen for at slå lyden fra, når man har vibrator?

13. Det bliver en lang nat. Vi ankommer til Manilla ved firetiden, lettere forfrosne. Vælter med værkende lemmer ud i varmen. FInder en taxi, og kører ud til lufthavnen. Der går et Asian Spirit fly nordpå halv ti. Så sparer vi otte timer i bus. Booker også fly fra Manilla til Pawlan og tilbage. Der går ikke mange fly, men dem der går, lader til at blive brugt flittigt. Det ville være ærgerligt at sidde i den anden ende af landet, når man skulle flyve hjem. 

 Vi sidder og venter en evighed i den nationale lufthavn. Jeg spørger optimistisk en engelsktalende vagt, hvor jeg kan sende postkort. Han siger, at der er alt for langt til posthuset, til jeg kan nå det. Jeg havde bare, temmelig naivt, håbet på en postkasse. Der flyver omkring ti fly før vores, og det til tiden. Vores bliver udsat, igen og igen, mens endnu flere afgår til tiden. Hvis vi havde fundet en bus i morges mellem fire og fem, kunne vi have været der oppe lidt over tolv. Her sidder vi til klokken tolv, hvor de så beklager: Flyet er aflyst. 

 Så kan vi bruge en evighed på at få refunderet billetterne, og lufthavnsafgiften kan vi skyde en hvid pind efter. Så er vi ude i plan C. Vi nøjes med at kører op til Subic Bay i taxi. Det tager små fire timer, og koster mere end flybilletterne. Her lander vi lidt i fem, en anelse slidte. Byen er lidt svær at finde ud af. Det er egentlig den gamle by Olongabo, hvor amerikanerne har bygget en enorm base. Noget af området blev lavet om til frihandelsområde, da amerikanerne blev smidt ud, og der er vagter ved broen til området. Her er flere penge, end vi ellers har oplevet. Kæmpe store og nye biler, flotte huse og generelt velstand/vestlig dekadence. Man har forsøgt at udnytte amerikanernes forladte bygninger til at lave et gigantisk industriområde, men det gik vist ikke helt.

 Der er ikke meget by eller handelsområde, og vi kan ikke umiddelbart finde et hotel. Får en hurtig kop kaffe, og planlægger lidt. Vi har læst, der lige uden for byen er verdens største flagermus koloni med 10.000 dyr. Det endda er verdens største flagermus, med et vingespænd på to meter! Det er vel egentlig flyvende hunde. Vi finder en bus, der går ud til området. Det er på den anden side af bugten, nær lufthavnen.

 I udkanten af en boligblok kvarter starter urskoven. Virkelig vild. Vi har en fantastisk udsigt over en tæt begroet dal. Enorme træer, helt dækkede af lianer, mange blomster, og i det bagerste hjørne: Nøgne træer, helt dækkede i enorme flagermus kroppe. Efter lidt søgen rundt, og kommer så tættere på. Det lader til at være et kendt udflugtssted for de lokale. Ikke på grund af flagermusene, men mere fordi her bor en flok filippinske aber. 

 Jeg støver rundt i området, mens vi venter på, det bliver mørkt nok til, de store bæster begynder at flyve. Finder forskellig frø af de store blomstrende træer. Her er Fabaceae i forskellige variationer samt andre, med enorme frugter. Fotograferer og samler til Botanisk Have, som bliver veldigt begejstrede. Der komme ind i mellem nogle enkelte krumnæb flyvende over os; papegøjer eller parakitter? Luften genlyder af utallige fugles aftensang, iblandet enkelte skrig fra de store flyvende hunde. Ser svaler, krager, biædere og en masse "smuttere" og sangere.

Det bliver mørkere og mørkere. Det er længe siden, der er kommet en bus forbi, men endeligt giver vores venten pote. Der har været en tiltagende larm fra kolonien, og efter det er blevet helt mørkt, forlader enkelte dyr kolonien, og begynder deres jagt på modne frugter. Vi forsøger forgæves af fotograferer dem, men det er nu mørkesort nat.

Efter tre timers studeren begynder vi at gå ned af igen. Vi går temmelig langt, og fjumrer lidt rundt, for at komme den rigtige vej. Det er buldrende mørke, og der er ikke en sjæl på gaden. Hører en del lyde fra den tætte skov, der omgiver os, og de enorme flyvende hunde krydser stjernerne i den smalle sprække himmel over vores hoveder.

 Vi når den lukkede lufthavn, En jeepney kommer forbi, men vil ikke have os med. Måske fordi han ikke skulle ned til byen. En gammel Toyota med far, mor og to-tre børn stopper. De spørger, om vil vil have et lift ind til byen. Der er fem-otte kilometer, og den manglende nattesøvn begynder at kunne mærkes. De klumper sig sammen på forsædet, og med fjedrene helt i bund, kører vi forsigtigt ind mod byen. De spørger, om vi skal ind i "et eller andet", og det kommer vi. Over broen, hvor der bliver spurgt, og lyst lidt ind i bilen, og så er vi i en pulserende by.

 Her er massere af restauranter, barer, strip, hoteller og lignende. Her mangler faktisk bare 30.000 amerikanske soldater på landlov. Vi nøjes med et billigt hotel, efter at have været inde på en del udsolgte, lokal mad til 12 kroner og en Internet cafe. 

14. Lidt klatøjet efter kun seks timers søvn indleder vi jagten på morgenmad. Ender på den lokale snask, da vi helst ikke vil bruge en af de mange MC Donnald-lignende. Jeg får ris med spejlæg og skinke, samt to kopper kaffe til syv kroner. Så begiver vi os ned mod havneområdet. Det viser sig, vagterne ved broen vil se ID. Brødrene har deres dykkerbeviser, og jeg sniger mig bare med. 

 Får travet en hel del langs vandet, før vi finder en shop, der sælger dyk. De vil have 300 kroner for to vragdyk, og vi slår til. De har en lille dykkerbutik, og jeg finder nogle briller, som jeg får lov at prøve. Vi venter et stykke tid på divemasteren, som er en vikar de kalder ind. Finder grejet frem, og sejler lidt ud i bugten til US New York, som ligger på 15-30 meter vand og er 112 meter langt. 

 Det er selvfølgeligt meget imponerende, men jeg finder den tætte kappe af koraler der dækker vraget mere fascinerende. Vi svømmer også ind gennem vraget. Her inde er der temmelig store fisk og et bedre sigte. Vandet er 29 grader, min maske virker rigtigt godt, det er en fornøjelse. Bliver ikke dårligere af, jeg ikke er den dårligste dykker. Vi har to ex-filippinere med, hvor af den ene er erfaren, men åbenbart ude af rutine. 

 Efter en behørig pause dykker vi så ned til El Capitan, som er et spansk skib fra 1898. Bedre sigtbarhed, flotte koraler, fantastisk dyk. Vi svømmer udvendigt den ene vej, og tilbage gennem skroget. Stikke hovedet op i en luftlomme, hvor luften kunne være bedre!

 Jeg beslutter at købe masken, og må slippe 130 kroner. Den giver måske ikke det bedste vide-screen syn, men den passer godt til mit smalle ansigt. Bruger væsentligt mindre luft nu. Det betyder længere dyk - mere for pengene. Jeg har glemt min dykker-log, og og må trave hele vejen tilbage til hotellet. Det er ikke muligt at få en taxi herude. 

 Kører tilbage med en, men han bliver ringet op med en anden tur, så han smutter, før vi alle tre kan køre med tilbage til byen. Får mine stempler, og så traver vi ind til byen. Morten har siddet og set på de 50 vandscootere inde hos naboen. Vi er blevet betragtet af tre-fire solbrille/ure/perlekæde-sælgere. Vi er bare de eneste turister. De må enten være baseret på gamle dage (for et par år siden) eller også enorme krydstogtsskibe. Set fra vores synspunkt har det en gunstig indvirkning på priserne. 

 Går en tur rundt i handelsområdet. Det består næsten udelukkende af frisører, mobiltelefonbutikker, stripbarer, restauranter, plastik-pynt-ting-butikker og gadehandlere med pirat-DVD'er. Efter aftensmaden finder jeg en frisør, der kan trimme mit skæg. 

15.  Vi vælter tidligt ud af sengene for at komme syd på. Ikke mange busser at vælge mellem - faktisk ikke én. Plan B: En taxi koster 700 kroner! Vi skal ned til en havneby, syd for Manilla. Ender med plan C: To timers taxi til en anden havneby, Balanga for 150 kroner, og katamaran til Manilla. Den koster 25 kroner, men vi kommer desværre lige for sent. Må sidde og vente to timer. Området vi kørte gennem var det tørreste vi har set, næsten ørkenagtigt, her sidst i tørtiden.

 Det tager i det mindste kun 40 minutter med katamaranen. Fra samme store færgeterminal går der en båd til Mindoro om en halv time. Der afgår mange andre færger, men vores Super Gigi bliver aflyst. Får pengene tilbage, og køber billet hos et andet selskab. Humøret er lidt trykket. Vi har ikke rykket ret meget, og vi sidder i en overfyldt ventesal med meget støj.

 For 15 kroner får vi en times sejlads i en ikke særlig stor båd. Vi lander i solens sidste stråler på en Bounty-strand, med en lille stribe små, hyggelige hoteller og restauranter. Vandet er krystalklart i bugten. Vi kan se koraller og søgræs mange meter nede. Har i øvrigt fået dianostifiseret  mig selv: Jeg lider af transport narkolepsi. Jeg kan maks sidde fem minutter i en bus, taxi, fly eller båd før jeg sover. Det giver den lidt uvante sætning: "Vågn op, du skal ned!", når vi er ude og dykke.

De første hoteller er udsolgt, og det vi finder, der har ledige værelser, vil have 80 kroner per styk! Vi handler prisen ned til 65 kroner, og skammer os, da vi får tildelt tre bungalower med komplet køkken, enormt stue/soveværelse og en stor terrasse med spisebord og en enorm elskovsrede.

 På trods af det ligner en turistfælde, er her kun meget få udlændinge. Dem der er, er her udelukkende for at dykke. Rundt om hjørnet, sådan 10-15 kilometer væk, er det lokale party-land: White Sands. Vi så alle de unge lokale, der havde pakke weekend tasken i terminalen.  Den ene store dykker shop efter den anden ligger mellem hoteller og restauranter. Vi finder en stor en, men en meget sympatisk divemaster. Vi aftaler nogle dyk i morgen, og går langs stranden for at finde en god restaurant. Finder med lidt besvær tilbage til vores bungalower  gennem mørket.

16. Vi havde tænkt at spise morgenmad hos vores dykkercenter, der havde noget der lignede en restaurant, men den ældre vietnamesiske ejer fraråde det: Hans mad er meget stærk! Det lader ikke til de bruger deres restaurant. Huset er et af de største og mest prangende på stranden, de har fantastiske faciliteter og meget dykkergrej, men vi er de eneste kunder? Vi ser andre både, læsset til bristepunktet med op mod 20 dykkere sejle ud fra andre centre - godt det ikke er os!

 Vi finder noget mere main-stream morgenmad, og er klar til at dykke klokken ni. Alle dykkerstederne er maks 15 minutters sejlads ud i bugten. Der er ikke mange bølger, men en fantastisk sigtbarhed. Første dyk er på en relativt lavt rev. Fantastisk meget liv, fisk, krabber, ting i almindelighed dækker den tætte beplantning af bløde og hårde koraler. Jeg har fået meget godt styr på min dykning, hovedsageligt på grund af den tætte maske. Det afføder bare en skideballe fra divemasteren: Hvorfor sagde i ikke, I var rutinerede dykkere? Morten og Jesper havde nævnt, de havde mere end 200 dyk bag sig.

 Efter dykkene er der et varmt bad og kaffe. Kan ikke være dyrt, men det er en virkelig god fornemmelse, som det undrer mig andre ikke tilbyder.

 Andet dyk går knapt så godt. Halvejs får jeg en brandmand ned af ryggen. Der sidder fangarme fast i kraven af våddragten, og det føles som om der står en fyr med et gloende strygejern, som han presser mod min nakke. Jeg får ikke set den båndede havslange og micro-søhestene, med det går forbavsende godt med at så brugt luften! Hjemme på dykkercentret får jeg limefrugter og meget varmt vand på, men det plager mig de næste dage, som en voldsom solskoldning.

 Vi spiser en meget dyr frokost: 40 kroner! Det ligger lidt tørt med kontanter, men det viser sig, der er et kontor i et hotel, der lader én hæve på Vis for 7,5% Det lyder dyrt, men er det samme som automater i de store byer. Gebyret er på 30 kroner, men man kan kun hæve 400 kroner af gangen! Jeg nupper 2000 kroner, og Jesper det samme. Hun fisker, uden at fortrække en mine, pengene op af en skuffe i skrivebordet. Vi snakker flere årslønne for lokale!

 Der kommer en byge, men vi sejler ufortrødent ud for at dykke ved tretiden. Vi ser fantastisk meget liv: Dragefisk, blæksprutter, søknælere, moræner og alt andet hjertet kan begærer. Kunne bruge meget mere tid der nede, hvis det ikke var for luften og nitrogen-ophobningen.

 Vi går en tur, for at finde ud til fyrtårnet. Vinkelret in i landet, op af den stejle skrænt. Her er små bambushytter hvor de ansatte fra strandens hoteller og restauranter samt lokale fiskere bor. Oppe på højderyggen er nogle enkelte enorme og meget prangende nye huse. Det er nok ejerne af hotellerne.

 Her er frodigt, tæt skov, men på toppen er der en stor afsveden græsslette. Vi finder det forladte fyrtårnet, og jeg støver rundt i den forsømte have. Har efterhånden en pæn samling frø til Botanisk Have: Bombacaceae, Fabaceae, passionsblomst og - øh, andre. Solen er forsvundet, og vi får lidt travlt med at komme ned til stranden, før det bliver helt mørkt. I stedet for den stejle klatretur ned gennem den tætte skov, tager vi den smalle vej, som heldigvis leder ned i byen. 

 Vi kommer ind til et lille night-marked, med friskfangede fisk og andre dyr fra revet samt friske grønsager. Jeg køber en enkelt Araceae-knold, og vi fotograferer fiskene. Finder nogle tudse-punge, som jeg stod og hev lidt i, i Australien. De kostede 200 kroner, men her er de nede på 450 piratos svarende til 45 kroner.

Efter aftensmaden holder jeg mig næsten vågen til klokken ni. Brødrene sidder altid og ryster på hovedet, og kalder mig gammel, når jeg siger jeg går i seng. De er unge og friske på flere øl. De gange, hvor jeg finder en internet-cafe på vej hjem, ser jeg dem komme luskende forbi inden fem minutter, på vej hjem i seng. Har i øvrigt fået Jesper til at indrømme, han er til SM. Han mente muligvis San Miguel; den lokale øl?

 17. Dagens første dyk er The Canyons. Her er en ufattelig mængde fisk af utallige arter. Efter behørig pause dykker vi ned til Shark Cave. En et meter høj, men meget bred hule fører langt ind unde revet. Her inde er mindst fem hvidtippede revhajer, den største over to meter. De svømmer lidt raskløst rundt, og kommer temmelig tæt på. Vi søger videre, og finder tudse-, drage-, løve- og andre fisk. Her er sweetlips, som er temmelig store og ... en masse andet.

 Jeg er stadigt plaget af mødet med brandmanden, og væger at gå en tur i urskoven. Jeg passerer den ene smukke bugt efter den anden. Købe en flaske van i en lille bambus kiosk, og holder mig så vidt muligt i skyggen. Det er varmt og fugtigt. Finder flere frø, blandt andet nogle, der ligner mini-cashaw nødder og nogle flotte røde og sorte Fabaceae. Kommer til en jeepney plads, hvor chaufførerne sidder og spiller hasard. Det forklarer, hvorfor der kom seks-syv stykker lige efter hinanden for over en time siden, og så ikke nogen siden. 

 Der er endeligt en, der er blanket af, så jeg kan komme tilbage. Brødrene har været ude og dykke på Monkey Ref, og efter aftensmaden sejler vi der ud igen. Fantastisk natdyk. Det myldrer med liv, og farverne er fantastiske i lygternes skær.  Vi får afregnet, og jeg får mine stempler i bogen. 

18. Vi skal tidligt op, for at være klar til båden klokken syv. De er Super Gigi, som svigtede sidst. De lidt større både ankrer op, lidt ude i bugten, og en lille båd sejler folk ud. De står op, som sild i in tønde. Vi skal med en mindre, som simpelthen sejler op på stranden. Vi når en bus klokken ni, og er i Manilla klokken halv tolv. Vi prøver at re-confirme vores billetter via telefonen, men det virker vist ikke. Taxi til lufthavnen, re-confirme, og så ud til Rizal Park. 

 Jeg ville meget gerne have set de store botaniske haver, der lå nordpå. Her havde også været en hel masse gartnerier, men det lykkedes os bare ikke at komme der op. Svigtende fly og manglende tid. Nu vil jeg så se den kinesiske, den japanske og specielt deres orkidehave, som er meget berømt. 

 De to første er dybe skuffelser. De har ikke været holdt i lang tid, og har vist egentligt aldrig været noget særligt. Den kinesiske er spændende som Fælledparken, den japanske som H. C. Ørstedsparke. De er fyldt op med sovende mennesker, som åbenbart er villige til at betale 50 øre i entre. 

 Orkidehaven der i mod, er fantastisk flot, 20 gange dyrere i entre - og lukket om mandagen! Jeg føler ikke lige frem, de lokale guder er på min side!

 En af byens andre hoved attraktioner er en enorm fæstning: Intramuros. Den blev bygget af spaniolerne i 1571, og var den eneste europæiske by i Asien. Vi går på den ydre mur. Inden for er der typiske spanske koloni-huse, uden for en lille smal golfbane og resten af byen. Vi bliver mange gange tilbudt ture i smukke hestevogne, forspændt bittesmå heste. En times guidet tur: 10 kroner. Vi er mere til at slappe af, og finder en park.  Midt i den ligger Fort Santiago. Selve parken er flot, der er endda nogle planter, jeg har søgt i lang tid. Fandt dem lige før vi tog afsted, men får nogle flotte fotos.

 Der er en voldgrav rundt om selve fortet. Her går en mand mellem åkanderne med et langskaftet net. Jeg tror først, han samler affald op, men ser så ledningen. Han slår nettet ned, og samler se de lammede fisk op. 

 Inde i fortet er der en flot udstilling om den største nationalhelt. Han endte sit liv i fangenskab her, hængt i en af gårdene. Han var videnskabsmand, læge, folketaler, komponist, forfatter og meget mere. Han hed.... øh..... Pedro? Vi ser de flotte malerier, hans berømte digt og den spritlampe det var gemt i, nogle konserverede dyr der er opkaldt efter ham og meget mere. 

 Vi finder ind til centrum, og et noget ringe hotel. Snupper en halv time på øjet, og går så ud for at finde aftensmad. Vi er i et muslims kvarter, og havner på en Iransk restaurant. Virkelig lækker mad! Så går vi ned til havnepromenaden.

 Jeg har set mange havnepromenader, der har været lavet lige så flotte, men aldrig én med så meget liv. Nogle meget specielle gadelygter i forskellige farver langs vejen. På selve molen ligger et utal af temmelig store restauranter. Mange af den har live-musik eller anden underholdning. Vi hører omkring ti bands og enkelte musikere, alle virkeligt gode. 

 Sidder lidt på en cafe med rigtig god kaffe og lækre kager. Der er en god stemning langs hele promenaden, men mange tomme sæder. Der må virkelig være gang i den, når der er fyldt op. Kvartet bag er en pudsig blanding af meget usle bambus skure og splinter nye, meget modernet  og høje hoteller og kontorbygninger.

 Gaderne og stræderne er noget mørke og skumle på vej tilbage til hotellet, men det virker ikke som om man burde være urolig. Unge kvinder kommer gående alene.  Jeg har fået værelset med vindue - ud til karaoke baren. De fortsætter til de lokale, højt gnadrende står op. Får praktisk talt ikke sovet. 

19. Taxi til lufthavnen, og fly klokken 10.45 til Busvanga øen., denne gang med South East Asian Airlines. Vi bliver vejet sammen med vores bagage, og bliver ikke overrasket af flyets størrelse - eller mangel på samme. Det er en LET 410 med plads til 19 passagerer. Vi er en del hvide og nogle enkelte japanere og koreanere. 

 Flot flyvning ned over Mindoro og en hel masse små øer. Det er skyfrit, og luften er utroligt klar.  Efter en time lander vi i en meget lille lufthavn. Udenfor er der tre små bambus-flet-forretninger og én jeepney. Vi kravler ombord, og starter den lange tur ned over øen. Det går gennem meget stejle bjerge, nogle afsvedne, over grønne dale og frugtbare sletter. Det meste af vejen er rødt jordvej, som støver helt utroligt.

 Vi kommer til en lille søvnig havneby. Efter lidt roden frem og tilbage finder vi en tysker, som har et dykkercenter. Det ligger godt to timers sejlads mod vest. Hans nærmeste nabo mod vest er Vietnam, omkring 1000 kilometer væk. Det skulle være rigtigt smart at bo der ude. Så er man lige ved vragene og revene. Siger han.

 Det koster ikke så meget, siger han, og på opfordring laver han en lille udregning for os. Vi tæller sammen, og har lige akkurat råd. Meget heldigt, for på denne ø er det nærmeste sted, hvor man kan betale med, for ikke at snakke om at hæve med Visa - Manilla. Han får en time til at proviantere, vi får en tur rundt i den lille by, og frokost.

 Vi mødes på hans kontor, og sejler så ud i hans pæne udrikker-båd. Vi smyger os mellem et utal af små og mellemstore øer. Nogle beboede, andre øde. De er alle klædt i grønt fra top til strand. Mest kokos på de beboede, med en tæt urskov under. Vi sejler gennem nogle enorme japanske perlefarme. På bitte små tømmerfloder sidder bevæbnede vagter.

 Vi kommer til den sidste ø: Popotutan, som er en del af Coron øgruppen, som igen er den nordlige del af Palawan øgruppen. Denne ø er temmelig stor, der er en lille landsby med omkring 50-100 beboere. Lidt længere ude er et par meget store huse i deres egen bugt. Beboede af nogle franske milliardærere.  Så kommer vi til hans bugt.

 En lille by, bestående af fem bungalower, en fælles restaurant og forskellige service bygninger. Vi får værelser i den ene bungalow, som består af fem værelser, et fælles bibliotek og to store badeværelser. Det er blevet sent, og vi spiser i skumringen. Der er et utal af forskellige fuglestemmer. Jeg hører en, som jeg ikke kan bestemme. Tager lygten, og sniger rundt om bygningen. Gensidig forskrækkelse, da jeg overrasker to kurtiserende tokayer. Det er verdens største gekko, disse er 20-30 centimeter lange, og meget brede. Meget flotte, med musegrå kroppe, smykket med spredte røde pletter. De har et karakteristisk og meget højt kald, nærmest to-kayyy.

 Der er en øredøvende støj fra talløse chikaner. Der sidder tomme hylstre alle steder fra larverne. Når man lyser op i træerne panikker de voksne, og de store flagermus er på pletten med det samme. Efter at have verfet et par håndfulde chikaner ud af det store værelse, trækker jeg gardinet for det store hul i vægen, og kryber i seng.

20. Bliver vækket tidligt af fuglesang, går en lille tur bag lejren, og er klar til fælles morgenmad. Vi planlægger det første dyk, et nemt et, så han kan se os an. Han har ikke voldsomt meget grej, men vi bliver udstyret, og det er i rimelig stand. 

 Vi sejler en time tilbage mod byen, og hopper i, ved en sunken landgangsfartøj fra 2. verdenskrig. Her er rigtigt meget liv, og vi svømmer spredt rundt, op og ned af de skrå vrag, og på den smukke rev lige ved siden af. Vraget er også dækket af vegetation. Vi ser, blandt meget andet, harlequin fisk, som svømmer helt sindsygt, og den dødsensfarlige blåringede blæksprutte. Undervandsfotos fra dykkene.

 Frokost på båden, fortøjret ved en meget smuk ø, og så over til et andet vrag. Denne gang er det et 180 langt skrog af en olietanker fra samme tid. Igen utroligt meget liv. Vi kommer hjem ved halvfem-tiden, og efter en forfriskende kop kaffe begiver vi os ud på ekspedition, for at udforske øens natur. Vi ser nogle pudsige fugle, jeg finder nogle nye spændende frø, og et rigtigt spændende pachy-træ. Det er vist et medlem af Barringtonia slægten. Finder også nogle pudsige epifytter, sandsynligvis en Hoya. De er som små flade tallerkner med bunden i vejret. Helt tæt til stammen.

 Da det er blevet rigtigt mørkt, svømmer vi ud til hus-revet, og dykker. Det er et fantastisk månelys, hvilket er ganske glimrende, da batterierne i min lygte hurtigt giver op. Søger over til Jesper, der svømmer rundt med et antal lux, der kan gøre en hver trucker blød i knæene. <her er der også livlig nat-aktivitet. Et lavt dyk, så det bliver langt. Og så sover man så godt bagefter...

21. Jeg er tidligt oppe, for at fotografere Barringtonias blomster. Den er nemlig nat-blomstrende, og blomsten er en væsentlig del af identificeringen. På vej ud til dagens dyk (en time ind mod byen igen) mødes vi med besætningen fra den ualmindelige fede motorbåd, der er ankret op i bugten. Det er en vældig fin tysk milliardær, en rad mager englænder og en ung thailands pige. De får et lift med, og snorkler over os, da vi dykker ned på endnu et overgroet vrag af en kanonbåd. Ved siden af er der et fantastisk rev, som vi også når at se. 

 Efter frokost dykker vi på en fantastisk levende revvæg. Resten af eftermiddagen går nede på stranden, hvor vi finder utallige enorme muslinger, farvestrålende sneglehuse og fascinerende små-muslinger og koraller i hel eller fragmenter. I vegetationen langs sandet gror nogle enorme cycas og andre enorme og meget spændende planter. Får øje på nogle farvestrålende tæger højt oppe i et træ. Da jeg kommer derop, er der også nogle virkeligt farvestrålende oldenburrere. 

 Efter aftensmad er det endnu engang blevet tid til et natdyk. Vi søger længere øst på, ude på hus-revet. Håbet er at se en af de yderst sjældne dugon'er. Et stort søgræs-ædende pattedyr. Det lykkes desværre ikke, men vi ser blåringet rokke, en lille ammehaj, nogle enorme nøgensnegle, op til 30 centimeter!, og nogle millimeter store blæksprutter en rigtig stor en. Her er flokke af maller, enkelte krokodille-fisk og moræner. Endeligt lykkes det os at finde en kæmpe konkylie, og endda i live.

22. Vi starter, efter morgenmaden, med et dyk i åbent hav. Sejler endeligt endnu længere væk fra byen, og ud i det Syd Kinesiske Hav. Morten har problemer med ørerne. Det har jeg også haft længe, men det er når jeg ikke er i vandet. Vi tager en delvis rundtur om en atol, dyre- og plantelivet er fantastisk, men strømmen er kraftig. Udbytterig men hårdt dyk.

 Eftermiddagen bliver brugt i den tætte urskov på bjergskråningen bag lejren. Der er kun en enkelt sti, og meget svært at gennemtrænge den sammenfiltrede masse af tornede underskov. Pludselig dukker en tynd, meget livlig sno op. Da jeg ikke ved om den er fugetandet, giver jeg den lidt plads, mens vi (med varierende succes) trænger gennem den tætte vegetation. Det bliver til nogle rimelige fotos. Aftenen går med hygge og pakning af den enorme bagage. Hoveddelen udgøres af frø til Botanisk Have.

 23. Står tidligt op, da jeg skal ud i skoven for at hente nogle enkelte stiklinger af den epifytiske Hoya jeg har fundet. Der bliver også tid til en længere tur, øst-over. Her finder jeg granatæbler og en spændende snylteplante med flotte røde blomster, noget alá Ericaceae. Jeg finder også en temmelig stor skink og en kæmpe spætte. Lige bag lejren lykkedes det endeligt for mig at komme tæt på nogle junglehøns. Det helt specielle ved dem er, at de begraver deres æg i det varme sand, og så bare forlader dem. 

 Da vi skal afregne begynder problemerne. Det viser sig, vi skal betale for leje af grej, sejlturen her ud, leje af lygter (med meget lidt strøm) og lidt andre småting. Så har vi pludseligt ikke penge nok. Han vil ikke tage vores ord for, vi sender de sidste 500 kroner (så har han fået godt 3000 kroner). Han kan ikke finde sine swift-numre, så Morten kan betale via nettet inde i byen. Jesper får en god ide: Han kan overtage Jespers dykkerlygte, som koster omkring 600 kroner. Jeg skal have nogle hundrede ekstra dollars med på næste tur!

 Små tre timers sejlads ind til byen, hurtig frokost og så to timer i minibus til lufthavnen, hvor vi rigeligt når flyet før. Der er bare ikke plads. To timer i den lufthavn - det rum, er lang tid. En times flyvning, letter lige på sekundet, fra en grusbane! Så i taxi til udenrigslufthavnen, hvor vi lige skal vente to timer mere. 14 timer, og vi er i Amsterdam. To timer mere, og en god time i luften, så er vi i København, mange oplevelser rigere.

 Pris: Fly: 6600. Indenrigsfly: 1250. Dykning med bevis 4600. Mad, hoteller, taxi mm: 3350. Total: 15800 kr.