|
MADEIRA
|
|
Når man vælger et ferie mål, er der tre hovedregler: Find et spændende sted, find en god rejseledsager og skaf penge nok! Jeg valgte Madeira, som har et fantastisk klima for blomster og turister, min mor, og vandgrød i tre måneder. Resultatet blev derefter: FANTASTISK. Da jeg ikke selv fik ført dagbog, er følgende
tyvstjålet fra min mors PC, med enkelte tilføjelser. 24/2. Efter en flyvetur via Amsterdam, London, Brest, Nordspanien, og endelig over Atlanten landede vi på Madeira kl. 14 lokal tid i 25o varme og fuld sol. Bagageudlevering og paskontrol var en let handling, så snart var vi i busser, på vej gennem de tæt bebyggede forstæder til Funchal. Gennem den ret store by, man bygger ikke i højden, og ud til Appartment Vittoria, hvor indgangen var prydet med smukke blomsterkummer. Efter indlogeringen gik vi en tur i kvarteret Lido, hvor vi spiste en pragtfuld frokost, på en udsøgt strandrestaurant . Vandrede et par timer langs strandpromenaden, hvor vi bl.a. så: blomstrende hibiscus, julestjerner, landløbere, og som noget ukendt, hække af blomstrende paradistræer, den flotte store blå massanocolo, agaver, kaktus og mange små banan "plantager", hvor der var store grønne klaser på bananplanterne. I træerne var der mange syngende kanariefugle, vi så også en del solsorte. Trafikken var ret intens, fortovene smalle, så det var med at passe på. På et tidspunkt fulgte vi en af de utallige små hunde. Den havde instinkt for, hvornår fortovet blev for smalt, så skiftede den bare vejside. Vi fulgte den troligt og kom sikkert frem. Kl. 18 var der informationsmøde med velkomstdrink og det sædvanlige pladder, som jeg, der sad bagved bordene i en sofa, ikke kunne høre ret meget af, og by- og stednavne gik helt grassat. Da selskabet skulle til at indtage middagen, for at lære hinanden bedre at kende, var vi gået. Vi gik i et indkøbscenter for at gøre morgenmadsindkøb. Senere på aftenen vendte vi tilbage til centret og delte en yderst delikat pizza. 25/2. Dagen startede på biludlejningskontoret, hvor en lille rød nuttet bil var parat, der skulle blot hældes benzin på. Vi var hjemmefra udstyret med rimelige vejkort, og aftenen før havde Bihrmann tilrettelagt dagsruten. Af skiltningen som sådan var udmærket, men, der var overhovedet intet sted tænkt på, at der ville komme publikum, der ikke talte eller læste portugisisk; det gik alligevel. Det er umuligt at referere til alle de mange hundrede stop, vi foretog i dagenes løb, for der var ikke langt mellem de smukke oplevelser. Storslåede udsigter over havet, op ad de stejle bjergsider, eller endnu mere imponerende; ned over de frodige terrasser, der lå dybt ned i slugterne. De mange vandfald, vædedrivende klippesider og meget andet, så det må komme pø om pø, hen ad vejen. Første regulære stop var i byen Ribeira Brava, hvor vi besøgte en kirke fra 1500 tallet, hvor der ikke var mulighed for at tænde vokslys. De "osende olielamper" havde ikke olie i beholderne, men små elektriske pærer. Det var mærkeligt, at der ikke var den oliehørm i kirkerummet, man var næsten i tvivl, var det overhovedet en katolsk kirke man var kommet ind i ? Mens vi vandrede rundt i den lille gamle charmerende fiskerby, kom vi til et etnologisk museum, der burde besøges. Museet var meget moderne indrettet, viste alt om bøndernes levevis, vinavl, jordbehandling, høst, kværning, vævning og utroligt meget andet. En video kørte med et glimrende oplysende program. At museet var nyt, fremgik af hele opstillingen. Det var meget varmt, og da der manglede en soltop i min hjemmefra medbragte bagage, måtte en sådan indkøbes. Men - på Madeira var det vinter, og sommer og forårskollektionerne var overhovedet ikke kommet frem endnu, så det endte med en nedringet, meget kortærmet bluse, to numre for lille. Efter at have besøgt en meget smuk mindre botanisk have, satte vi os ned for at få cappuccino på torvet. Der blev indkøbt de første postkort til hjemsendelse. Ribeira Brava ligger faktisk under havets højde, så der er bygget en meget kraftig mole. Ved et lille flodudløb var der bygget rampe, så vi kunne komme ned på stranden, hvor der var utroligt stenrigt. Hjemmefra havde jeg fået at vide, at stensamling på Madeira var umuligt, men, der var noget man havde taget fejl af. Der var mange smukke stene, alle, selvfølgelig af vulkansk oprindelse. Jeg måtte opgive at hjembringe, hvad hjertet begærede. I stedet for blev de samlet i en bunke og fotograferet. Vi satte kursen mod bjergene, stoppede i den lille bjerglandsby Serra da Agua, hvor jeg fotograferede en lille sortklædt dame, der gladelig tog mod nogle pengeører. Senere nåede vi passet Encumeada, som ligger i en højde af 1020 meter. Herfra er der et af de få steder, hvorfra man kan se både nord- og sydkysten. Der ligger en restaurant, hvor vi fik en glimrende frokost med espadafisk og tun samt en portion is. Mens vi sad og ventede på ordren, kom der en mængde skyer rullende ind i en af dalene fra syd. Bihrmann spurtede op på udsigtstoppen, for at få synet af begge ø-sider, inden skyerne lukkede. Han nåede det, men, da vi efter måltidet nåede de få hundrede meter frem i bil, var al udsigt kun fine hvide skyer. Ved udsigtspunktet stod et vejskilt, der pegede mod Grutas De Sao Vicente. Det måtte efterprøves, men vi kørte langt, modsat vores aftalte rute, uden der skete noget, så vi udsatte det til en anden dag. Rejsen fortsatte som planlagt. Vi passerede Lombo do Muro og så et meget flot vandfald. Var efter mange sving oppe på højmosen Paul da Serra. Højmosen er helt anderledes end alt andet på Madeira. Her er store vidder, lange strækninger med lige veje og gode udsyn ned til raviner. Efter at have passeret laurbærskovene, var det mærkeligt, at komme til højmosen, der er fuldt bevokset med græs og en masse enebæragtige planter, men den er så stærkt afgræsset af får og køer, at græsset kun er millimeter højt. Ind- og udkørslen markeredes med kvægriste, idet kvæget går helt frit, uden hyrder. Der er meget kvæg på øen, men bjergsiderne er så stejle, at køerne ikke kan gå frit og græsse, uden at komme til skade med benene. Derfor er det kun på højmosen, de kan gå frit. Alle andre steder står de på stald året rundt i små kohuse. Det var et helt specielt kohold. Nogle havde horn, som skotsk højlandskvæg, andre var små som jerseykvæg. Farverne på køerne var meget forskellige, lige som de islandske. De lå fredeligt i skyggen af enebærbuskene og tyggede drøv, nogle stod og hang midt på vejen, eller kokasser på vejen vidnede om, at der havde de lige været. Fårene derimod, så vi ikke meget til, men deres bønner var overalt. Hver en rabat var gnavet helt ned. Efter bønnerne at dømme, måtte der være tusindvis af får, men vi så dem kun 2 - 3 stykker ad gangen. Magre, ulden i flager, det så ikke ud, som om de nogen sinde blev klippede. Fårene var små, hver mor fik kun et lam, der brægende fulgte hende tæt. Der var en del musvåger, der afpatruljerede højmosen, en del småfugle, såsom bogfinke og vipstjærter. Vegetationen var yderst sparsom, undtagen, hvor der var en ravine med vandløb, der skar sig ned i dybden. Det var ejendommeligt at vandre i det tykke tæppe af humus. Vi passerede Bica da Cana. Var ude at kigge på et vandhul, hvor det vrimlede med dafnier. Det var så som så med fauna og flora. Enten var højmoseplanterne afgnavede, eller også var det ikke forår endnu, så de var kommet frem. Det står hen i det uvisse. Jordbunden var der, hvor den ikke var dækket af humus helt rød af vulkanske sten og støv, men trods alt, var det, grønne græsskær, der lyste mest op. Videre gik rejsen. Gennem skov, meget store træer. Bl. a. eucalyptus. Stoppede i den lille by Santa for at købe en kop kaffe. Vi kom også til at se på fodtøj og solbluser i en lille forretning. Fik købt et par skridsikre sko til Bente, da læder såler og nedslidt græs, er uforenelige. I de små landsbyer er der altid en lille cafe og knyttet til den, eller omvendt en lille forretning. Som oftest en kolonialhandel, men her i Santa, var det en sko- og tøjforretning. Efter handelen, fik vi vores sædvanlige kop kaffe. Det er ikke meget kaffe, der kommes i koppen, størstedelen er kogende mælk, denne lysebrune drik tilsættes en hel del sukker, smagen nærmer sig cappuccino. Vi kom til et skilt, der pegede mod Miraduora, drejede af for at undersøge, hvad , det mon førte til. Det var en storslået udsigt ned over raviner til Porto Moniz. De store dønninger fra Atlanten slog vældigt højt op, selv om vi var på meget stor afstand af kystlinien. Vi havde kørt 87 kilometer, havde Porto Moniz liggende nede for foden af bjergene, men valgte at gemme den by til en anden dag. Vi vendte om og startede hjemturen over Paul da Serra, Canhas, valgte en anden vej ned til kystvejen, endte i Ponta do Sol, fulgte kystvejen gennem Ribeira Brava, Camara de Lobos og nåede endelig frem til Lidoen i Funchal hen ad kl. 20, efter at have kørt i alt 171 km. Vi havde kørt gennem tunneler, over bjergpas, set skyerne komme ind i dalene, det ene vandfald efter det andet. Kørt frem og tilbage over højmosen med dens vindmøllepark, været ved havet for at samle stene. Vandret ad en Levada et kort stykke. Det sidste var ikke noget, der fascinerede os, så det opgav vi hurtigt, her på Højsletten var levadaen ret monoton. Det var interessant hen under aften, at se de bjærgsomme bønder, mænd som koner komme vandrende ad landevejen med dagens høst af grøntfoder. Båret i et stort knippe over den ene skulder, mens de holdt det store elegante sejl i den anden hånd. Selv om vi havde kørt en del af ruten frem, var den uigenkendelig på tilbagevejen. Lyset, skyerne, solens vandring og meget mere gjorde terrænet helt fremmed. Byen Canhas, der ligger kort før kystbyen Ponta do Sol, var tilsyneladende "Nordkysten". Husene var meget store, rigt udsmykket og med vældige haveanlæg. Da vi snirklede os ned mod havet, havde vi den mest fantastiske solnedgang. Der lå mange skyer i dalene, ingen på vejen. Vi klatrede over stenter ind på lavagræsningerne. Bihrmann sparkede en lille sten ned ad en ravine, den rullede mange hundrede meter, før den blev så lille, at vi ikke kunne følge de længere, men senere fordrev den et par får, der var i skyggen under enebærbuskene. Vi så vandførende klippesider. Gamle huggede dryppende tunneler, nogle svagt oplyste, andre slet ikke. Nogle korte og lige, andre lange og krumme. De nyere tunneler var pudset med cement og ret vandtætte. Ret flotte med udsugning og et væld af kunstigt lys. Der var ekko i dalene, undtagen et sted, hvor Bihrmann prøvede. Her var der kun et lille bitte lam der brægede tilbage. Stilheden i bjergene og højmosen var fantastisk. Der kunne sidde en lille fugl og synge ovre på den anden side af dalen, men, det var som om, den var lige i nærheden. Klippesiderne var utroligt afvekslende med lava, mos, bregner, sukkulenter og tidsler, selv mælkebøtten stod i blomst. I skovene blomstrede de store eukalyptustræer og mimoser. Så mange kæmpestore kogler, hængende i hundredvis på de meget store graner. Om aftenen er der festmiddag. Bihrmann får serveret Espadafisk med ristet banan, og jeg får steak med parmesan på den spanske restaurant, der er et led i Appartment Vittoria. 26/2. Dagens udflugt startede kl.9. Kl. 9.20 kom solen frem over bjerget. Vi kørte gennem store eukalyptusskove. Et sted var skoven brændt af. Det var mærkeligt at se de store træer. Cirka 4 meter op ad stammen var de sorte, men ellers var det øvrige opad fuldt intakt. Undergrunden var selvfølgelig brændt helt ned, men det så ud, som om, der blev passet gevaldigt på netop ikke at få påsat brande, for der var mange rastepladser, hvor der var bygget store grillpladser. Dagens ene mål var Nonnernes dal. Vi standsede utallige gange undervejs for at beundre udsigten ned i de storslåede raviner. Det er næsten bedst at beskrive turen, ved at citere fra Politikens Turen går til Madeira. "Man forlader Funchal ad Rua Dr. Pita, drejer tv. ad Caminho de S. Martinho og th. ved S. Martinho-kirkegården. Man passerer opkørslen til Pico dos Barcelos og Radio Madeiras sendetårn. Når man fra nu af følger skiltningen, er man snart inde på den rette- og eneste- vej til målet. Vejen går stadig opad, og snart passerer man nogle store eucalyptusskove. Omtrent midtvejs ligger et lille værtshus, og her er man specialister i kirsebærbrændevinen Ginja. Herefter går vejen i mange kurver og langs dybe slugter, og efter nogen tids kørsel vises der af til højre mod Eira do Serrado, 1.026 m. over havet. som nås efter yderligere et par kilometers kørsel. Fra P-pladsen må man spadsere de sidste par hundrede meter for at komme til udsigtspladsen. Der er et gelænder af naturtræ langs stien, og er der også omkring den pragtfulde udsigtplads, der ligger som en balkon i bjergsiden, herfra har man en storslået udsigt på små 500 meter ned over landsbyen Curral das Freiras (Nonnernes Dal). og man får et stærkt indtryk af, at man står øverst oppe i en gammel kratermunding. Det menes, at det drejer sig om hovedkrateret eller et af hovedkraterne fra kæmpevulkanen, som Madeira engang var. Selve åbningen ned til Jordens rødglødende indre er gennem årtusinder blevet fyldt op med vulkansk aske og muld. På dette opfyld ligger landsbyen i dag i en højde af 690 m.o.h. I baggrunden ser man Madeiras højeste toppe: Pico Arriero (1810 m) Pico Ruivo (186l m) og Pico das Torrinhas (1823 m), set fra øst mod vest. Bemærk i nærheden af P-pladsen den brudte klippevæg, hvor man kan betragte flere årtusinders lagdeling. Man kører tilbage til hovedvejen og fortsætter th. mod Curral das Freiras. To gange passerer vejen gennem lange, primitivt udhuggede tunneler uden belysning, inden den fører ind i Curral das Freiras, som ligger ca. hundrede meter højere end den bjergflod, som løber gennem dalen. Her er en landsbygade, et lille torv og på en terrasse lidt lavere endnu et lille torv med byens kirke. Turen til Nonnernes dal er en stærk naturoplevelse. Selve landsbyen ligger på en afsats ca. 100 m højere end den langstrakte dalbund, som gennemstrømmes af en flod, der henter sit vand dels fra toppen af Pico de Ariero, dels fra kilder i klippesiden. Disse kilder forvandles i vinterhalvåret til imponerende vandfald." Det var en imponerende køretur til dalen Bogen overdriver ingenlunde. Ved et stop, så vi noget skægt. På en sten lå en hel del strandskaller. Det virkede mærkeligt, når vi var så højt oppe i bjergene, men vi blev enige om, at det var en turist, der havde tømt sine lommer, indtil vi opdagede en basaltgrusbunke, hvor der var enorme mængder af forskellige strandskaller at finde. Aha, mysteriet opklaret. Det var så forunderligt at være ude i bjergene. Luften var så ren og klar, at man virkelig fornemmede, det at trække vejret frit. Vi kunne ikke acceptere bogens forklaring om, at der kun var en eneste vej frem og tilbage, så vi kørte ned i dalbunden for at finde videre. Videre kunne vi godt komme, men ikke langt. Store anlægsarbejder med at bygge nye veje stoppede brat vores indtrængen. Et sted " talte" vi med vejarbejderne. Den ene viste på mit ur, at vi kunne komme igennem om 4, hvad det var, står hen i det uvisse, men det var sikkert 4 år han mente. Det var sjovt at køre nede i dalen mellem de små huse. Et sted så vi en meget stor metalbeholder, der var tændt blus under den, og dampen stod op under låget. Det var de nyskovede pilekviste, der blev kogt bløde og smidige. Vi fik formiddagskaffe og købte nye film, mens vi betragtede de bustilbragte turister. Dejligt at være på egen hånd, og selv kunne bestemme tempoet. Vi besøgte først Eira do Serrado på tilbagevejen. Som bogen beskriver, er det en storslået oplevelse. Når man står ved rækværket, kan man ikke se klippevæggen lige nedenunder, ej heller helt ned til dalbunden. Den forsvinder simpelthen ind under een. Det hele er i en stor skov, bestående af ægte kastanietræer, men da det var vinter, og kastanietræet er løvfældende, var der frit udsyn mellem de gamle stammer. Overalt på jorden lå tusindvis af "pindsvin" fra nedfaldne frugter. Et par stykker måtte med hjem til den samling af skrammel, jeg ikke kunne medbringe i rygsækken, men måtte nøjes med at samle sammen til et foto. Vi holdt frokostpause ved Eira do Serrado. Nu havde vi i to dage spist frokost på restaurant, og det var simpelthen for meget, så aftenen før, indkøbte vi det skønne hvide brød, der let lader sig rive over på midten, da bageren har hjulpet med et lille snit. Hertil spiste vi de søde små tykmavede maderianske bananer, der overhovedet ikke kræver smør. Drikkevarerne var en stor halvanden liter flaske med mineralvand. Herligt måltid i frisk ren natur. Da der efter afprøvning ikke var anden vej, end at returnere, gjorde vi så det. Det var lige meget, hvor på øen vi kom frem og kørte en vejstrækning den modsatte vej, den blev ny og spændende igen, på grund af solens flytning, lys og skyggeeffekten, vinkler og ændrede udsyn, så det gjorde egentligt ikke noget Ved Riberia Brava var der et udsigtspunkt, hvorfra man kunne se hele den lille by, det store moleanlæg, stranden, hvor vi havde samlet sten og meget mere. Nu kørte vi igen op i bjergene. Kom til Encoumedapasset, hvor vi på den lille kendte restaurant fik eftermiddagskaffe og kage. Det var en forfærdelig uskik med alle de kaffepauser, hvor lige meget, hvor vi kom frem, var der nye kager at smage. Da der ikke fandtes cappuccino, fik vi kaffe med mælk, dvs en lille smule kaffe, meget kogende mælk og en, for mit vedkommende uhyre stor mængde sukker. Kalorierigt, nærende og særdeles velsmagende. Ved passets udsigtspunkt holdt en yngre kvinde til. Hun solgte honning, strikkede trøjer og nogle velsmagende kæmpestore bolcher. Vi forsynede os med bolcher og begyndte nedstigningen til Grotas da Sao Vicente. Undervejs nedad, så vi en mand i skoven, der plukkede de store smukke gule blomster fra de ualmindeligt tornede buske. Hvad formålet var, fik vi aldrig fundet ud af. Vi kørte og kørte, svingede, sneglede os op eller ned, rundt om hjørner og endelig efter utrolig lang tid var vi fremme ved målet. 1. oktober l996 åbnedes grotterne for publikum, så der var ikke noget at sige til, at ingen havde fortalt noget om dem. Guiden stod udenfor og ventede lidt, til vi var 6 personer. 2 portugisisktalende, 2 nordmænd, der var særdeles vel inde i det engelske, og så os. Selve gangsystemet i grotten var meget lavt, kun jeg kunne gå opret hele vejen. Der var ca. en km. vandring gennem grotterne. Ovenover os var der 40 meter klippe. I bunden af grotterne løb der et klukkende vandløb. Nogle steder hang der stalaktitter ned. De var dannet under lavaens glødende fremfærd, og ville i modsætning til kalkstalaktitter, aldrig blive længere. Andre steder var det bunden, der var interessant. Det så ud, som om man havde haft lavaen i store spande, og så hældt den ud over bunden i et tykt bølget lag. Hele systemet var opstået ved, at den omkringliggende lavamasse var størknet, mens der så i midten havde været en flod af endnu glødende lava, der var trængt frem. Der blev fra usynlige højttalere spillet, først gregoriansk kirkemusik, senere Vivaldi. Musikken passede fint til stemningen. Belysningen var meget fint sat op. Den generede ikke på noget tidspunkt den imponerende oplevelse, det var at vandre i bjergets indre. Det var et af højdepunkterne på Madeira, rent oplevelsesmæssigt. Mens vi stod og ventede på de 2 norske turister, benyttede guiden lejligheden til at fortælle mig lidt om kohusene, som lå spredt over alt, på de små agre i terrasserne, eller højere oppe ad bjerget, hvor der ikke var terrasseret. Det er nemlig sådan, at på Madeira har man et meget stort kohold, men da klippesiderne er så stejle, kan køerne ikke vandre frit, uden risiko for lemlæstelse og nedstyrtning. Derfor har man bygget de små vinduesløse huse, og her står køerne bundet fra vugge til grav. Kun på højmosen kan de gå frit. Nogle steder, hvor der var rimeligt fladt, så vi dem på korte tøjr i grøftekanten, men det var kun i et specielt område. På vej til Sao da Vicente var vi i en by ved navn Rosario. Kirken så tilforladelig ud, vi standsede, men måtte konstatere, at også denne kirke var, ligesom flertallet af øens kirker hermetisk lukket. Mens vi holdt ved Rosarios kirke så vi en meget smuk vipstjært. Størrelse, sang og adfærd, var som de vi kendte, men brystet havde en meget smuk orange farve. Vi var på værksted for at få repareret bilen, da det ikke var en Land Rover, men en lille Peugeot, kunne bunden ikke rigtig klare de forfærdeligt spændende veje, eller snarere sagt spor, den blev udsat for. Formedels en håndfuld escudos blev problemet midlertidigt løst. Senere klarede vi rasleriet med indstukne grene, vi fandt ved rastepladserne i skovene. Turen gik videre til Ponto del Gada, der ligger vest for Sao Vicente. Også her så vi mange blomstrende hvide kalaer , der var også en del kongepalmer. I Ponto del Gada var der endelig en kirke, der var åben. Ind for at tænde et vokslys, men - sikke en skuffelse. Systemet bestod af en glaskasse, forsynet med elektriske pærer, en sprække foran til halvtreds pengeører, og så tændte elpæren. Tja, tændt et lys var der dog, selv om jeg følte mig utroligt snydt. Vi var nede ved havet, men det var kun basaltstene, så det forlod vi hurtigt igen. Så skiftede ruten, vi satte kursen mod Porto Moniz. Vi kørte ad kystvejen, som er ensporet, men ikke ensrettet. Det var absolut ikke en tur for søndagsbilister. Vejen fra Sao Vicente til Seixal er enestående. Det ene vandfald efter det andet styrter ud fra de lodrette klipper, ud over vejen, som kørte man i den heftigste tordenbyge. Hver gang, det var rigtigt flot, skulle vi møde nogen modkørende, men da det var lokale, kørte de bare på højkant op ad den stejle klippe, vi havde et lille muret brystværn ud til havet, der på dette sted og tidspunkt, var så voldsomt i brændingen, at de små basaltsten, der fulgte med bølgerne ind blev slynget op over rækværket og ind på ruten. Et par sidespejle fik hilst lige højlydt nok på hinanden, ellers gik den ret tætte trafik gnidningsløst, takket være en rutineret chauffør. Vi fandt et par vigespor og var ude for at fotografere og nyde vandfaldene. Der var især et, der var beundringsværdigt. Vi talte op til 16 - 18 fald i samme kløft. Overalt var der vinstokke i de små basaltopbyggede terrasser. Vi nåede Porto Moniz. Gjorde holdt og beundrede den gamle hvalfangerby og de naturlige svømmebassiner i klipperne. I Santa gjorde vi holdt for eftermiddagskaffe. Kørte over højmosen til Fonto de Bispo og op over Encoudomedapasset, Bica da Cana, Lombo do Mouro, Serra de Aqua, hvor vi kort efter gjorde stop ved et stort supermarked, jeg vil anslå, det var på størrelse med Bilka i Hundige. Det var beliggende fuldstændig uden for lov og ret, men havde et glimrende vareudbud og et stort købedygtigt publikum. Her fouragerede vi for næste dags lunch. Så lidt på CDèr, købte, så langt pengene rakte. Den dag havde vi kørt 206 km., og var hjemme kl. 19.20. Om aftenen var vi på kinesisk restaurant og spiste svin i sur/sød sovs og kylling m. ris. 27/2. Vi satte kursen mod Pico Ariero forbi Monte gennem fyrreskove og blomstrende mimosetræer. Vi stoppede på et område med hede. Vandrede en tur ind over heden, hvor der var enebærbuske og nogle stærkt farvede røde buske. Mælkebøtterne stod i fuld blomst. Det var et meget smukt område, yderst særpræget. Turen slyngede sig videre, og snart var vi ved bjergtoppen Pico Ariero, hvor vi vandrede op på toppen og havde det mest storslåede syn ud over bjergtoppene. Der var selvfølgelig en restaurant, som serverede formiddagskaffen. Turen gik videre til Ribeira Frio, hvor der ligger et statsligt ørredbrug. Her gjorde vi pause og beundrede de smukke ørreder, der gik i mange bassiner. Store ørreder for sig, så blev de mindre og mindre for hvert bassin. Vandet kom strømmende fra en opstemmet flod, og hvert bassin havde sin tilgang af vand, ikke noget med genbrugsvand. Rundt om bassinerne var anlagt en særpræget have, alt omkranset af lave buksbomhække. Mange sjældne planter var udplantet, eller stod i store krukker. Det var et meget fredfyldt smukt sted i bjergene. Pludselig kom der en dame hen imod mig, spurgte på dansk, om jeg vidste, hvor den botaniske have var. Det anede jeg ikke, men henviste til Bihrmann, der forklarede hende, at det var haven rundt om ørredbassinerne. Hvordan hun kunne genkende mig som dansker, aner jeg ikke, for jeg mindes ikke at have set hende før, men hun genkendte åbenbart os. Hun fortalte, at hun sammen med en veninde var kommet til stedet med lokal bus. Sjovt indslag. Rundt om i området hoppede bogfinkerne, som hjemlige skovspurve. Vi kom tilbage til hovedruten, fortsatte mod Faial. Fandt en grusvej, der lignede noget for en Land Rover, så den måtte vi prøve. Det var egentligt kun en meget smal jordvej, men trods megen skramlen og skurren mod sten, gik det fint. Vi så mange blomstrende ingefærplanter. Det var et rigt pilebeplantningsområde. Vi kørte langs en flod, hvor klipperne rejste sig vældigt højt på vejen anden side. Meget spændende med vanddrivende klipper, utrolig vegetation, mange fugle. Vejen endte brat ved kraftværket Central Faja da Nogoeria, så vi vendte og kravlede ned mod hovedvejen igen. Det med hovedvejen er mildt overdrevet, for det var kun en smal landevej, men det var vores hovedlinie mod Faial. Vi gjorde selvfølgelig mange stop undervejs for at betragte vandfald eller bjergsider. Lige uden for Faial er der en udsigtsplads, hvor man har den mest storslåede udsigt til Ørneklippen, som er nordkystens svar på Cabo Girao. Vi stoppede for lunch, et sted med en pragtfuld udsigt. I Faial fik vi kaffe og som sædvanlig kage. De er helt fantastiske til det der med kager på Madeira. I Faial var vi ude at se resterne af et gammelt fort, hvor der stadig stod en hel del kanoner opstillede, selvfølgelig ældgamle, men udsigten fra fortet var lige ud til Ørneklippen. Bihrmann fotograferede de smukke hvide kalaer, som vi havde set så mange steder, men ikke før var kommet på fotohold af. Nu skiftede landskabet karakter. Vi kørte gennem appelsinlunde. Der blev også taget billeder af de karakteristiske stråtækte hytter. På vej mod Santane opdagede vi et frønnet skilt, der viste til Queimadas. Vejen var utroligt hullet, så den måtte vi da prøve. Vejen havde engang i tidernes morgen blevet belagt med basaltbrosten, senere belagt med asfalt, som var 99 % borte, dybe huller var der overalt, så det var noget af en prøvelse for vores lille røde bil. Vi var meget fascinerede af den skov vi kørte op gennem. Var helt sikre på, at når vi kom frem ville det være Verdens ende, men da vi var gennem eukalyptusskoven var vi pludselig ved en parkeringsplads, der var fuld af biler. Nå, sådan kan der være overraskelser. Området ved parkeringen var rekreativt sted, hvor der lå en stor lejrskole. Der sad en mængde unge mennesker og spiste frokost i det frie, da vi kom. Der voksede ældgamle rododendroner, der stod i fuldt flor. Det var eventyrligt at se de kæmpestore blomstrende træer. Fra p-pladsen fortsatte vejen som spadseresti, videre op ad bjerget. Vi vandrede gennem duftende laurbærskov. Et sted lå en meget stor dynge afhuggede grene, vi kunne høre støj fra skoven, pludselig kom en mand til syne, bærende på et kæmpebundt afskårne laurbærgrene, som han dyngede ovenpå den liggende bunke. Han hilste hjerteligt.. Højere oppe var bjergvæggen opbygget af halv meter store stenklumper, der var under stærk nedbrydning. De skallede af i lag. Vi prøvede at flække nogle af de stenkærner, der lå på grunden, men de fortsatte bare med at bryde af i skaller. Vejen fortsatte opad, ret stejlt, så da den endte ved en låge, og fortsatte som sti, måtte jeg på grund af vejrtrækningsforstyrrelse sætte mig, mens Bihrmann fortsatte ad en lille sti. Han kom dog ret hurtigt tilbage, for stien endte i den rene undergrundsskov. Vi læste på et skilt, at vi var 900 meter oppe. Som alle andre steder vi kom frem til den slags steder, var stilheden fremherskende. Den rene klare velduftende skovduft var vederkvægende. Man følte virkelig, at man kunne trække vejret i bund. Der var mange af de omkringstående træer, der var så lavbevoksede, at det lignede spansk mos. Overalt voksede der planter, der lignede fresiaer, men vi fandt senere ud af, at selv om de var med fresia-lignende løg, var det montbretiaer. De var endnu ikke i dette område i blomst. Ved lejrskolen var der en levada gennem skoven. Vi vandrede et stykke vej langs den ad stien, kastede pinde i vandet og holdt kappestrid om, hvis der sejlede hurtigst. Tempoet var, så man med hænderne på ryggen langsomt kunne slentre i samme fart. Vi måtte stoppe op for at tanke op i Santana. Vi købte for 5.400 escudos og fik 32 liter. Regnede ud, at selv om det hele foregik i andet gear kørte den lille røde car 15 km. pr liter. I Santana så vi gamle kvinder sidde udenfor med deres broderier, som de leverer til Funchals " fabrikker ". Vi så broderierne i forretninger i Funchal. De mindede meget om dem, vi havde set for mange år siden på Cypern. Små flakoner og kæmpemæssige store duge. Der var nogle, der var syede i rødt stof, udformede som julestjerne- blomster. "Santana, der i en højde af 400 m o.h. ligger i et af nordkystens smukkeste områder . Byens befolkning har blik for skønhed, og karakteristiske er de mange stråtækte huse, hvis tage fortsætter helt ned til jorden, således at gavlene danner en trekant. Paneler, døre og vinduer er malet i stærke farver, og der er på stedet skarp konkurrence om at have de mest velplejede huse og haver. Det er især hortensiaer, der dominerer i haverne. Hustyperne møder man også andre steder på øen, men da er det som kohuse. Kun her er det menneskeboliger." Vi var i Sao Jorge, der er et stort vindistrikt. Det var en for os lidt ejendommelig metode vinstokkene var bundet op på. Hvordan de kommer til at beskære, udtynde og plukke er et under, for det hele er et sammenhængende system af lægter, hævet kun ca. en meter over jorden. Vi kørte gennem store fyrreskove. Hele dagen havde vi overhovedet ikke set noget til basaltklipper. Her på denne side af nordkysten var klipper og jord røde. For at komme videre mod Ponta Delgada slog vejen en meget stor bue, for at komme omkring en flodkløft. Omkring Ponta Delgada ligger der store appelsin og sukkerrørs- plantager. Det lyder så flot med plantager, for det virker som enormt mange parceller, da det her som alle andre steder er bygget op i terrasser, men fremtræder som et sammen hængende hele. Vi fortsatte til S. Vicente og kørte over højmosen ned til Ribeira Brava. Da man ikke bygger i højden, men bliver ved jorden, og en hel del forstæder til Funchal ligger i en sammenhængende kæde, er det utroligt flot at se alle lysene stråle på bjergsiderne, set fra kystvejen hjemad. Først havde vi dog haft den glæde, at se solen synke i havet. Først var der mange steder på bjergvejen, hvor solen tilsyneladende var gået ned. Alt var mørkt, men efter næste hårnålesving, skinnede den stadig. Ved Ponto del Garda stoppede vi ved en Miradouro og beundrede en dejlig udsigt. Vi var hjemme kl. 19.45 og havde kørt 160 km. På vejen hjem i aftenstunden så vi mange landmænd og deres koner vandre hjem fra terrasserne med tunge byrder på skuldrene og det karakteristiske store sejl i hånden, alt mens deres lille hund valsede af sted på må og få. Da vi havde passeret højmosen kom vi over Encumedapasset endnu engang, men det var stadig en stor oplevelse, fordi lyset var anderledes, afhængigt af, hvilket tidspunkt vi passerede området. Efter Serra de Aqua stoppede vi ved vores supermarked for at fouragere til næste dag. En CDer skiftede ejer. Også en spændende frugt blev indkøbt. Den jeg havde udvalgt, blev kasseret af en ekspeditrice, den var ikke moden nok. Det viste sig næste morgen, at den udvalgte frugt var fyldt med små larver, så den fik vi kun glæde af ved et foto. Senere på markedet i Funchal smagte jeg den dog. Den hed Anona. Vi spiste på appartmentets spanske restaurant, hvor jeg fik tunsalat og Bihrmann en spaghettiret. Da vi ikke ønskede noget at drikke til maden, fik vi et glas madeira på husets regning. Velsmagende, fyldig og sød. 28/2. Denne dag havde vi besluttet at besøge sydkysten mod øst. Kørte gennem Camara des Lobos, fulgte en taxa med turister, hvor han stoppede og viste udsigter, gjorde vi også.. Han nåede frem til Cabo Girao, et mål, vi flere gange havde haft i tankerne, men ikke nået. Det var så svært med de portugisiske navne, så vi kaldte stedet for giraffen. Cabo Girao er med sine 580 meter verdens næsthøjeste havklippe. Fra toppen af Cabo Girao er en storslået udsigt. Herfra ser man de små 600 m næsten lodret ned til havet og over Camera de Lobos helt til Funchal. På afsatser ned ad klippesiden ser man marker og vingårde, som plejes af landmænd, der ikke lider af svimmelhed. Vinmarkerne var endnu ikke med blade, men jorden var totalt dækket af en blomstrende kløveragtig gul plante. Et meget smukt syn.. Vi var heldige at se den lille fugl munken nær på. Vi kørte ad en lille bitte vej op til bjerglandsbyen Lugar de Sepra Adega. Vi så mange af de smukke meget tornede gultblomstrende buske, der stod på skråningerne i fyrreskoven. I landsbyen fik vi formiddagskaffe, men da værten endnu ikke havde sat stole udenfor, vandrede vi med vores kaffekopper og kage hen til en terrassemur og satte os. Vi kunne høre lyd af stor græshoppe, og med et kom den flyvende, satte sig, hvilede og svirrede stadig rundt i buskadset nedenfor den kartoffelmark vi sad ved. Ved et trekantet stråtækt hus sad en gammel kone udenfor, vi vinkede sammen, men nærmere kontakt blev der ikke. Vejen førte ikke videre, kun et hullet spor, så vi vendte tilbage til kystvejen. I landsbyen Campanario så vi en stor varevogn, fyldt med grønsager og frugt. Der var en autoriseret vægt, rundt om den åbne vogn stod husmødre og handlede. Vi havde undret os over, hvorledes folk handlede ind, for der var langt mellem butikkerne. Her var forklaringen, omkring kørende handlende. Her så vi de første udsprungne georginer. Vi kom til Rio Bravo, som vi kaldte byen Riberia Brava. Kørte op på bjerget til udsigtspunktet over byen. Overalt på klipperne vrimlede det med parringssyge firben. Der kunne på en klippeblok på omkring en meters penge være op til 6-8 dyr. Vi lagde termometret i solen, og da kirkeklokken dybt nede i dalen ringede 12, viste det 43 grader. Der var så mange smukke blomster på udsigtspladsens område. De store blå, som Bihrmann havde forelsket sig i, kæmpemargueritter, de skønne gule kløvere og mange andre. Kørte ad den slyngede bjergvej til Ponta do Sol. Parkerede i centrum og besøgte en meget smuk og flot kirke. Navnet er Nossa Senhora de Luz. Kirken har et smukt udskåret træloft i maurisk stil. Alterbilledet menes at være et af de flamske arbejder fra 1500-tallet, som øen fik i bytte for sukker. Overalt var der bananplantager. Foto af blå snerler. Vi kom til fiskerbyen Madalena do Mar. De farvestrålende små både var trukket på land. Stranden indebar kun basaltstene i millionvis, intet spændende. På kystvejen stoppede vi for lunch et kønt sted kl.13 med 26 grader i skyggen. Lige ud for kysten lå en sandfiskerbåd. Det var ikke med sugekraft, men med en mindre sluf det sorte basaltsand blev hentet op fra en meget stor dybde. Det gik utroligt langsomt, og når man så tænker på, at det skal transporteres fra havnen helt op i bjergene, må det være en bekostelig affære. Ved en havn, som vi iagttog højt oppe fra et udsigtspunkt, lå en sandfragtbåd og lossede. Den lille sluf blev brugt til at hente sandet op fra skibets indre og direkte i lastbiler. Så gik ruten mod Estraide da Calheta, som ligger i en højde af 339 m. Området bestod af gammel skov. Videre mod Prazeres, som ligger helt omgivet af nåleskov i en højde af 620 m. o.h. I en meget lille by Lombo dos Cedros købte vi hver en is og Bihrmann forsynede sig med velsmagende æbler. Mens vi sad udenfor på en markstøttemur og spiste is, iagttog vi en lille purk, der ihærdigt arbejdede med sin snurretop af træ. Han fik selskab af en ung mand, der kom fra et af husene, et øjeblik senere kom en yngre kone til. Vi undrede os over, hvordan vejen videre frem ville være, for vi kunne langt ude i det fjerne høre et bilhorn, der stadig gav lyd fra sig, som om, den kørende passerede snesevis af hårnålesving. Alt mens dette dytteri stod på hørte og så vi skrigende svævende musvåger. Mysteriet med hornet blev dog hurtigt ændret, idet lyden tog til, kom der flere koner til. Med et holdt en stor varevogn foran købmandsforretningen, ud kom en ung mand, sidedøren op, brød skiftede hurtigt ejermand. Sådan fik de altså brød. Kom til at tænke på vores hjemisbil. Den unge mand var lynhurtigt færdig med handelen, men jeg nåede dog at få lov til at kaste et blik ind i den propfulde brødbil. Videre. Fandt en lille sidevej, hvor skiltet pegede mod Faja da Ovalha og videre opad til Paul do Mar, hvor vejen endte. Retur igen til Lombo dos Cedros, herfra videre til Ponto do Pargo gennem Prazers, den ligger omgivet af nåleskov i en højde af 620 m. o.h.. Videre gennem skovrige områder, men meget tyndt befolket til Ponto do Pargo. Der var et skilt, der viste til Porto Moniz. Jeg kom til at sige, at der var langt, det skulle jeg vist ikke have sagt, for det var dagsrejsens mål. Undervejs passerede vi Lombados Marinheros, eller sådan noget lignende. Her så vi mange terrasser med korn, der var kommet godt op. Kirken havde netop været centrum for begravelse, tror vi da, for langs landevejen op ad bjerget gik en mængde sortklædte mennesker i alle aldre. Alle var i stiveste puds. Kom til at tænke på barndommens begravelser derhjemme, hvor man sagde:" Mand af hus". Kirken var allerede lukket, så den fik vi heller ikke set. I byen stod der skilt til et udsigtspunkt. Det måtte vi da besøge. Byen ligger i en højde af 475 m.o.h., så vejen ned til punktet var stejl. Bihrmann anslog graden til omkring 25. Ved klippekanten lå et fyrtårn, ensomt. Her var flokke af stillidser. Køerne var her i indhegnet fold, da plateauet, hvor fyrtårnet lå, var nogenlunde plant, selv om det var højt oppe. Vi skulle hen og kigge ud over klippekanten. Skrænterne er utroligt stejle. Fyrtårnet er et af øens fire. Også en hvid vipstjært havde fundet et fourageringsområde her. Selv om der var mange, mange meter ned, var vandet så krystalklart, at vi kunne se bunden tydeligt. Vi så kun et fåtal af måger, men da vanddybden er fantastisk rundt om øen og brændingen voldsom, er der ikke grobund for vandplanter fiskene kan gemme sig i, så der var simpelthen ikke næring til mågerne. Den næste landsby Serrado opviste samme skue som den forrige, nemlig mange sortklædte mennesker på vej hjem fra kirke. Alle var i dybt sort tøj, så det må vel også have været begravelses- gæster. Landskabet var blødt, men det er øens mindst befolkede område. Der er langt mellem småbyerne. Efter landsbyernes terrasser var der store eukalyptusskove. Ved Achadas da Cruz så vi mange blomstrende frugttræer. De mindede om kirsebær, men har sikkert været en mere eksotisk frugt. I en af de talrige skove fandt vi en skovvej, kørte lidt op ad, så længe den lille røde kunne klare det. Vandrede videre frem. Dybt inde i skoven lå et såkaldt kohus, som vi var inde i. Murene bestod af basaltblokke og nåede mig til skuldrene. Herover var lagt svært tømmer og hytten var stråtækt. Af bunden i hytten fremgik det, at man her opbevarede hø. Hvor det hø kom fra, her dybt inde i eukalyptusskoven, kommer til at stå hen i det uvisse, for underskoven bar ikke præg af græs. Vi var heldige at finde en nedfalden fuldt udsprungen blomst af eukalyptustræet. Den var meget smukt trævlet og havde den karakteristiske duft. Da vi havde passeret Achadas da Cruz og kom til en T-vej, hvoraf den ene gik til Porto Moniz, hvor vi havde været, begyndte hjemturen, idet vi vendte om. Vi kom til en sø, den eneste vi så, som vi også havde set på opvejen, men da var den eneste p-plads optaget, så det var umuligt på den smalle vej at komme af med bilen. På vejen nedover, var der ledigt, så vi stoppede og beundrede søen. Noget der faldt os lidt for brystet var, at man netop ved denne sjældne sø med et vidunderligt vandfald havde placeret en mængde lossepladsaffald. Man skulle dog tro, at der var afsides liggende raviner nok til den slags. Drejede af mod Casais de Serra og kom til den lillebitte by, men vejen endte blindt, så det var omkring igen. Prazeres, Lombos dos Cedros, Prazeres og endelig Estreito da Calheta. I næste landsby drejede vi af mod Rabacal, der ligger midt i Paul Da Serra. Vejen var mindre end ensporet, men ikke ensrettet. Da det var hen under aften var vi heldige ikke at møde en eneste anden vejfarende. Nå, min chauffør klarer nu nok også sådan en situation. Vejen var i modsætning til alle andre lige, men det gik opad og opad, uafladeligt. med en stigning på 12 - 15 %. Der var skov, men vi så en del geder. Havde for øvrigt købt lokal gedeost, der bare smagte pragtfuldt. Vi kørte gennem urgammel skov med umådeligt tykke stammer, hvad det var står hen i det uvisse, vi kendte ikke træerne. Omsider nåede vi op på højmosen og nød den endnu engang. Nu var det kendt område, der lå det kendetegn, og der lå det næste. Vi kørte dog en anden vej ned til kysten igen. Ovil, Campo Grande, nåede kystvejen i Canhas og fortsatte hjemad. Vi stoppede op nogle gange for at nyde solens vandring mod havet. Klokken 19.05 sank den helt ned i bølgerne. Der var dog en rimelig form for skumring, men det var mørkt, da vi efter at have kørt gennem Ribeira Brava og Camera de Lobos nåede "hjem" kl. 19.45 efter at have kørt 217 km. Vi brugte 4 forskellige landkort for at finde frem, men så lykkedes det også perfekt. Der var ikke det store udbud i postkort den dag. Alle kirker havde været lukkede, men det slog dog ingen skår i glæden over en dejlig oplevelsesrig dag. Efter indkøb og aflæsning spiste vi på husets spanske restaurant. Bihrmann fik tun og jeg fik Sardinsalat. 1/3. I dag var det hovedstaden, der skulle besøges. Bihrmann havde været meget uheldig at beskadige sin forstuvede tommelfinger ved grenknækning oppe på Paul Da Serra. Grenen skulle bruges til støjdæmpning af vores ødelagte bundbeskyttelsesplade. Da det var gearskiftehånden, foreslog jeg, at vi denne dag lod bilen stå, og i stedet benyttede taxa ind til Funchal. Det var sidste chance for mig at opleve det store marked, da det var lørdag. Det var heller ikke nemt at forudse parkering i den gamle bys smalle gader. Som sagt så gjort. Vi startede med at ville besøge bymuseet, men det var lukket grundet ombygning, ærgerligt. Næste punkt var den arkæologiske park. Den var meget smagfuldt indrettet som botanisk have. Skulpturer og fragmenter stod på plænen, omgivet af alverdens store og små træer og buske. Mange var i fuldt flor, andre i knop. Drageblodstræet kunne klare det hele. Knopper, blomster og nedfaldne bær, der naturligvis måtte med en tur til Danmark. Flere steder var der damme. I dem var der en overdådighed af frøer, der her i foråret kvækkede ivrigt. Hver dam sin slags frø. En afdeling, let skygget og lunt, bestod af en stor samling orkideer. Hvor mange slags, aner jeg ikke, men den ene var mere særpræget end den anden. Videre ad de gamle gader nåede vi til en stor gammel Madeiragård. Her var alt, som for flere hundrede år siden. Der var plancher om den gamle fremstillingsmetode. Prøvesmagnings rum, informations- lokale, udstilling af alle typer madeira på flasker og fade. Et yderst spændende sted, og på denne lørdag formiddag, godt besøgt. Ville besøge det gamle Fort, men heller ikke dette var åbent for publikum denne dag. Var inde i den meget smukke domkirke, midt under messen. Kirken var stuvende fuld, og biskoppen sang det smukkeste latin, mens alle knælede. Her var der endelig rigtige vokslys i brug. I et lille indelukke bagerst i kirken lå stabler af nye lys. Kirketjenerinden stod ganske vist og slog kors for sig, mens hun mumlede, men jeg nærmede mig med en pengeseddel i hånden. Da hun så mig, lagde hun fingeren på læben og hviskede: "Messa, Messa", så det var heller ikke her, jeg fik tændt det lovede vokslys for Jan. Udenfor kirken holder blomster- konerne til. De har et meget rigt udvalg af øens blomster. Udenfor Funchal havde vi se flere store drivhusanlæg. Måske er det her, de dyrker de eksotiske blomster. Der var blandt andet vældigt mange typer orkideer, den karakteristiske papegøjeblomst og mange, rigtigt mange andre, ret storblomstrede arter af ukendte blomster. Det var et utroligt flot islæt i gadebilledet. Kvinderne var iklædt national- dragter, der er meget farverige. Talte med gymnastikveninden Marianne, der stod og kiggede på orkideer. Typisk for mænd. Hendes mand trak sig et par skridt til venstre, stod med hænderne på ryggen og ventede, mens Bihrmann trak til højre og også stod passivt afventende, mens vi sladrede. Marianne havde allerede om morgenen været på markedet og afgivet bestilling på orkideer, der skulle med hjem til potteplante- pasningsdame og moderen, samt selvfølgelig hende selv. Det var en souvenir, jeg absolut ikke havde lyst til at ofre hverken tid eller kræfter på, men skønne var de. Vi vandrede til en anden kirke, der var åben. I denne kirke var der orgelkoncert. Meget smukt og stilfuldt, fandt ikke ud af kirkens navn, men den lå op ad en kirkeskole. Endelig nåede vi det store marked. Underetagen bestod udelukkende af fiskehandlere. Vi så, hvorledes en friskfanget tun blev hugget i passende stykker. Tunen bestod af rygsøjle og 4 store kraftige muskelbundter, ikke noget med stikkende ben. Den utroligt grimme espadafisk lå overalt, den er en meter lang og slank og har et øje, større end vores nuværende femkrone. Andre dybhavsfisk i mange farver lå indbydende i de små boder. Også muslinger, snegle, rejer, krebs og hummere var der i kasserne. I stueetagen var det grønsagerne der dominerede. En ung mand stod med en lille kniv og udbød smagsprøver på de forskellige frugter han forhandlede. Fik en mængde smagt, alle saftige og søde, navnene var ukendte. Senere på vandringen kom jeg ud for det samme hos en gammel kone, blot her var der andre frugter, der blev tilbudt. Velsmagende og søde, der var absolut ingen købetvang, det var ren og skær reklame for øens produktion. Øverste etage var forbeholdt det mere kommercielle. Her var taskeafdelinger, små såvel som store, men da prisen var som hjemligt, var der ingen grund til at slæbe noget hjem, selv om jeg manglede. Også Bihrmann kunne bruge en sportstaske, men ingen faldt i smag. Det var en stor oplevelse at opleve det store rigt besøgte marked. Dog var der intet nyt, når man har været i Portugal. Udenfor på en del af torvepladsen var talrige små restauranter, der solgte kaffe, kager og øl. Endnu engang måtte vi prøve kaffen og den uundværlige kage. Vandrede videre til Katarinaparken, som selv om det var før tidligt forår var meget smukt anlagt. Der var bede med plads til udplantningsblomster i tusindvis. Selv om det var tidligt var der mange træer, buske og roser i flor. Der var navneskilte på alt. Parken ligger på en stor skråning langs havnen, hvortil der er glimrende udsyn. I middagsheden havde de små firben den rigtigt varmt. De lagde sig på bugen, løftede samtidig alle fødder og dirrede med dem. Nogle var så opslugt af deres solbadning, at de lod sig fotografere. Det eneste billede jeg fik lov at tage af Bihrmann, var under en kæmpestor blomstrende julestjerne. Nogle plantede yngelbladsfrugter skiftede ejermand. Står i dag 7/4 som store planter i vindueskarmen. Øverst oppe i parken ligger en lille restaurant, hvor vi til frokost fik yderst velsmagende sandwich. Her fra raste- og hvilestedet var der glimrende udsigt ned over hele parken, hvor der står 2 store statuer. En af Henrik Søfareren og en af Columbus. Fra haven var der nedgang til havnen, her gik vi ned og kiggede. Der var en meget flot marina med kostbare skibe. Det var en containerhavn, for overalt stod der store opmagasinerede containere, kæmpestore pullerter lå parat, men der var ingen havgående skibe den dag. Videre gik vandringen. Vi nåede forretningsgaderne og var inde i et moderne center, der rummede alle tænkelige forretninger. Var inde i en boghandel for at købe speciel tusch for at tegne på de glatte postkort med landkorts- motiver. Vandrede på må og få og så på de ret små forretninger. Sammenignede priser, der overhovedet ikke afveg fra vores hjemlige. Fandt en lille torveplads med cafe, hvor vi fik cappuccino og selvfølgelig kage fra et righoldigt kagebord. Bag cafeen var der indgang til et center med alle hånde forretninger i flere etager. Bihrmann botaniserede alene, mens jeg drak mineralvand . Vi hørte af og til danske stemmer, men holdt os neutrale. Det var ikke for at tale dansk, vi var kommet til Madeira. Vi havde over hovedet ingen problemer med fodgængerover- gangene. Stod man bare ved kanten og så ud, som om man havde lyst til at krydse gaden, stoppede al trafik, og så måtte man krydse, enten man havde behov eller ej. Vi opdagede det allerede den første eftermiddag, da vi skulle krydse kystpromenaden. Stod ved et stribet felt, en politibil nærmede sig, gjorde pligtskyldigt stop, - nå sådan gør man det. Efter at gennemvandret den indre bykerne, nydt de meget smukke basaltbrolægninger, gik vi ned mod havnen for at tage en taxa tilbage til vores residens. Der var ikke mere at blive i Funchal efter. Det var dels siesta, dels lørdag, så der var kun bedestederne, der havde åbent. Bihrmann mente, at han efter en hel dags hvile, sagtens kunne køre bil, så vi fandt vores lille bil og satte kursen mod Monte. som ligger 550 m.o.h. På vejen op mod Monte, kom vi forbi flyvepladsen, som er en af verdens farligste. Landingsbanen er så kort, at alle bremser må klodses, for ikke at flyet skal styrte ud over klippen ned i havet. På hjemvejen måtte vi mellemlande på naboøen Porto Santo, som ligger kun 10 minutters flyvning fra Funchal. Her fik vi det nødvendige brændstof ombord, men måtte holde på landingsbanen over en time, før Lissabon, som kontrollerer luftrummet gav starttilladelse. Udsigten nedover Funchal var dejlig. Vejen var knapt så snoet og snørklet som de, vi ellers havde frekventeret. Vi parkerede på en lille p-plads bag kirken Igreja de Nossa Senhora do Monte, som er hvid og to-tårnet. Ved opgangen af den kolossalt lange trappe op til kirken var der på kirkegårdsmuren en jernbakke, ved siden af stod en bænk, hvorpå der stod en kasse med vokslys samt en papkasse med rille til penge. På jernbakken stod mange brændende vokslys, så endelig kunne jeg få tændt lyset for Jan. Vi entrede de mange trin og minsandten om ikke kirken var åben. "Den er på flere måder øens interessanteste. Ved indgangen til kirken ses nogle blå flisemotiver, der beretter om en forunderlig begivenhed. Kirken er opført i 1700-tallet. Går man indenfor, vil man først bemærke, at væggene er beklædt med smukke fajancefliser. Loftet er tredelt og bemalet på følgende måde: I centrum ser man Kristus med korset og Gudfader med venstre hånd hvilende på jordkloden, mens hans højre sætter en guldkrone på Jomfru Marias hoved. Ovenover svæver Helligånden i skikkelse af en due. Symbolikken må være den, at Treenigheden frelser mennesket, symboliseret ved Jomfru Maria, fra fortabelse." Da vi besøgte kirken var der korsangsøvelse. Det lød enormt smukt i det store kirkerum, som var så flot, som bogen beskriver. Udenfor beundrede vi de blå flisemotiver. Det er noget, der vil noget. Det ene var udformet, så man var helt sikker på at det var et kæmperelief, man kunne tage og føle på figurerne, men det var og er stadig kakler. Vi stod på kirkens forplads og kiggede ned på de flettede kurveslæder. Da det var hen under aften, var mændene ved at pakke sammen, så nærmere besøg blev det ikke til. Jeg havde nu heller ikke mod nok, til at lægge rygsøjle til en tur. Det var galt nok med alle de millioner af sving og kurver vi havde passeret i ugens løb. Vi gik ad trapperne tilbage til det lille torv, hvor vi selvfølgelig lige måtte have en kop kaffe. Ved siden af pladsen og ned ad bjergsiden ligger en meget flot botanisk have, hvor vi blandt andet så verdens ældste træ, bregnetræet. Hen over parken løber en gammel jernbanebro. Den var overdådigt bevokset med fingerphilidendron, der var så gamle at de havde kala-agtige blomster og store frugter. Jeg undrede mig over, hvordan de frugter ville se ud færdigudviklede, og hvorledes de ville smage, indtil Bihrmann leende svarede, "Jamen dem smagte du jo på markedet i formiddags" Nå ja. Der var utroligt mange vækster, kendte såvel som ukendte. Ned gennem den lille dal løb en minilevada, vandet klukkede lystigt, solsorterne sang aftensang, kun få turister færdedes, alt simpelthen åndede fred og idyl. Da vi forlod torvet satte vi kursen op ad bjerget. En mand, der stod ved vejen til Funchal gjorde ivrigt opmærksom på, at vi var på gale veje, men vi overså advarslen og kørte opad. Det viste sig at være en vildmand, og snart var vi tilbage til den rette vej. Vi kørte nedad mod Funchal, havde rigelig tid, og kiggede til alle sider efter noget interessant. Der var ikke noget der kunne optage os, så vi satte kursen mod Funchal, forbi flyvepladsen Da vi nåede Funchal i skumringstimen gennemkørte vi hele det gamle kvarter, med alle de små snævre stræder. Alle biler var hjemme og pladsen meget sparsom, men det var interessant at opleve det gamle bykvarter med liv på gaderne. Vi var hjemme 19.25 og havde kun kørt 36 km. den dag. Vi spiste på det nærliggende indkøbscenters første sals restaurant på terrassen. Da det var lørdag aften, var de fleste gæster lokale. Mange havde selv bitte små børn med. Der var en legestue til dem, så det gik fint. Vi skulle rigtigt nyde måltidet, så det var en 3-retters menu vi bestilte. Jeg fik ristede champignon med hvidløg, grillet tun med ristet brød, kartofler og salat, afsluttende med blandet frisk frugt. Her på øen overdænger man ikke sådanne retter med flødeskum eller creme, næ, rent naturelt. Bihrmann fik rejecocktail, spydstegt tun med salat og is Vivaldi. Det spydstegte, er et kapitel for sig. Midt i bordet er en stor jernopstander, og når kødet eller fisken kommer ind på et stort jernspyd, hænges det op på standeren lige over tallerkenen, og så skubber man selv den ønskede mængde stykker ned. Den portugisiske is er også lidt speciel, idet hver enkelt portion er nedfrosset i en terrakottaskål. Ovenpå isen er pyntet med mandler og diverse nødder i sindrige mønstre. Smagen er upåklagelig. 2/3. Denne dag havde vi valgt til at udforske Østmadeira. På vej mod et af målene, Camacha, der snart fik øgenavnet Kamsjatska, foretog vi forskellige afstikkere, bl. a. til Boce Nova og Poiso. Hele vejen op, er der mange serpentinersving. Vi så alle træsorter, kendte, såvel som ukendte. Camacha er hovedsædet for kurvefletningen på øen. Overalt i terrænet er der plantet kurvepil. Da det var søndag, så vi ikke en eneste kurvefletter i arbejde, men, måske foregår det indendørs, der manglede vi for en enkelt gangs skyld guidens viden. I centrum af byen ligger en meget stor forretning, hvor alle 800 slags kurvearbejder er dels udstillede, dels til salg. Bihrmann ledte efter en lillebitte ting, som souvenir, men fandt heller ikke noget her af interesse, han måtte nøjes med den smukke sten fra stranden ved Riberia Brava. I anledning af søndagen, benyttede mange indbyggere dagen til udflugt. Der var betydeligt livligere trafik, end de øvrige dage. På vej mod Santo do Serra så vi mange blomstrende mimoser. I Augus Manas var der livligt udbud ved vejsiden af grønsager, æg, frugt og blomster. Vi standsede op i Santo da Serra. Her var messen i kirken netop forbi og folk strømmede ud på kirkepladsen. Alle var iført fine søndagsklæder, børnenes tøj forsynet med diverse flæser både her og der. Alle hilste venligt og kærligt på hinanden og udvekslede nyheder. Langsomt sivede de ned mod cafeen, hvor alle fik sig en lille en, selv de helt sortklædte gamle koner holdt sig ikke tilbage. I forbindelse med torvet var der en markedsplads. Her kunne man købe alt, hvad hjertet begærede, lige fra casettebånd, CD var endnu ikke slået rigtigt an på øen, til diverse fødevarer. Vi stod og kiggede på en bager, der bagte flade brød på en jernplade over brænde ild. Konen stod i en lille bod ved siden af og solgte de gloende varme brød. Fik smilende lov til at tage foto, købte et brød, som konen velvilligt skar i mindre stykker. Det var vores lunch den dag, utroligt velsmagende brød, men kunne godt have tålt et par minutter længere på jernpladen. Gik omkring og kiggede på de handlende, men købte, som sædvanligt, intet. Bag torvet var der en indgang til en lille zoologisk have, der lå midt i en stor botanisk have. Dejlig spadseretur. Dyrene var ikke noget at skrive om. Men, vi så en meget farvestrålende fuglekonge. Ved siden af, tæt mod kirken lå en kirkegård, den første jeg havde set. Bihrmann havde iagttaget flere. Vi gik ind og beså den. Fotoet vil illustrere, hvorledes man ærer de afdøde På vej mod Porto da Cruz, kom vi tæt forbi et kohus, som var i brug, hvilket fremgår af fotoet. En lille landsbycafe indbød til middagskaffe og solslikkeri. Nåede Portelapasset, som er vandskel. Herfra var en storslået udsigt både til Porto Santo og Desertasøerne. Videre gennem Referta, hvor områderne på bjergsiderne udelukkende er terrasser anvendt til landbrug, men endnu lå de tomme. Porto da Cruz. Her var der strandbred med sort sand. Det var lidt vanskeligt at komme til at lede i sandet efter muslinger og snegle, for dønningerne kom stadig ind og overskyllede bredden. Der var en del stene på stranden, men ikke noget, vi ikke havde set tidligere, men samlede dog lidt. I Porto da Cruz ligger ud til havet den imponerende klippe "Ørne- klippen". Vi kørte lidt tilbage og drejede af mod Machico, men fortsatte videre mod Canical, lå bag en turistbus, der nok ville føre os til noget spændende. Det fortsatte og fortsatte gennem øde højtliggende landskab, kom gennem en tunnel, der virkede utrolig lang, det viser sig, at det er Madeiras længste. Til sidst stoppede bussen og dermed også vi. Her var udsigtspunkt, beliggende på øens yderste spids, hvorfra der var et kort stykke til de nærliggende øer, Ilheu de Agostinho og Ilheu de Fora. Ude på spidsen så vi lærker. Nå, den bus førte os ikke til hvalmuseet, så det måtte vi selv finde ud af, men ville nødigt have undværet turen til øens yderste spids. Vi så på lidt afstand en skovbrand, der kom flere udrykningskøretøjer. Røgen vældede op, men Bihrmann havde i den næste uge besøgt området, og det var ikke så slemt. I Cancical ligger et hvalmuseum, hvor mange plancher viser livet i byen og på havet. En halv times videofilm viste, hvorledes det foregik. Yderst primitivt, selv om det var i vore dage. I et udsigtstårn var en mand på vagt. Når han så hvaler fyrede han skud af, og alt disponibelt mandskab styrtede til havnen og trak bådene ud. Senere kom konerne med madkurve over armen. Selve fangsten og hjemtransporten var virkelig en indsats mod havet stærke elementer. Desværre var videoen fransk- sproget, men billederne tegnede tydeligt processen, også, hvorledes hvalerne blev parterede. Ved havnen kom en gammel mand hen til os og ville sælge meget store havsnegle og muslinger. Eftermiddagskaffepause. Vi fortsatte ad kystvejen gennem Machico, Santa Cruz , hvor vi før denne, drejede ind i landet til en lille landsby. Allerede kl. 17.15 gik solen bag bjergene. Vi så en meget stor fabrik, hvortil var knyttet en temmelig stor mængde nye rækkehuse, sådan nogle havde vi ikke stødt på før. Klokken 18 opdagede vi en levada, der krydsede under vejen. Fandt en rimelig p-plads i vejsiden og vandrede langs levadaen i lidt lavt lys. På venstre hånd lå en landsby og på højre hånd rejste bjerget sig. Beplantningen var eukalyptus, hvorfra der stadigvæk dryssede frøskalstoppe. Der var nedskårne mimoser, der skød helt vildt med meterlange kraftige skud. Øverst, hvor vi kom frem boede bønderne ovre på den anden side af levadaen med trapper og stisystem op til husene gennem de terrasserede nytilplantede agre. En enkelt brun hund kiggede på os, men selv om vi var den nær, og den stod bunden, gøede den ikke. Stilheden var næsten total. Et enkelt lam brægede et par gange. Vandet i levadaen havde fart som slentregang, men uden lyde. Små passende stene blev kastet i og trukket med af strømmen Sad på en af de talrige overgange tværs over levadaen og smed eukalyptusblade, små grene og frøkapsler i vandet, de forsvandt hurtigt om hjørnet. Bjergvæggen var bevokset således, at blot en kvadratmeter ville fylde en halv botanik bog. Fuglene sang aftensang. Vi prøvede at opresumere, hvor mange vi havde set, men det var svært uden papir og blyant. Stilheden, selv om vi sad og gik, således at vi kunne træde ud på de flade landsbyhuse der lå nedad bjergsiden var ekstrem, kun afbrudt af fuglesang og små bitte vandfald på tværs. Da vi kom ud til vejen løb vandet kraftigt og klukkende ned ad bjergvejsrendestenen, imens levada- strømmen løb den anden vej under landevejen. Yderst ejendommeligt og naturstridigt. På vejen nedover betragtede vi solen, der havde en bisol på hver side. Fænomenet varede næsten en time. Så fortsatte turen af bjergvejen, som var meget snirklet og snoet ned mod Funchal, hvor vi var fremme kl. 19.20 Den dag havde vi kørt 140 km. I alt havde vi kørt 929 km. plus turen i bus til og fra lufthavnen. Vi spiste på den spanske hus restaurant. Jeg bestilte noget, men tjeneren mente, at det ville jeg ikke kunne lide, da det var kogt fisk. Bestilte noget andet. Han spurgte hvilket land vi kom fra ?, hvorpå han svarede på dansk, at det var kogt torsk, nå, lad mig så få Gordon bleu, Bihrmann fik Steak med parmesan.. 3/3. Sender Bente af sted til flyet, og har så en uge til at rekreerer mig i. Jeg fik set de sidste veje, ikke mindst en bortskyllet 17 km lang jordvej, som ikke er i brug længere. Næste dag byttede jeg bil - og udlejningsselskab! Fandt den store botaniske have, som virkeligt er imponerende. Det er en enorm samling, som er pragtfuld udstillet. Hertil er den geologiske- og naturhistoriske samling fra bymuseet flyttet, mens der bygges om. Spændende, men under forfald. Ugen gik, og jeg var færdig med at se Madeira. Spændende ø, men man SKAL have bil for at opleve den helt. Kørte sammenlagt 2000 km. Pris: 7000 kr.
|